Få overblikket: Otte elementer skal hjælpe minkavlere hurtigt videre

Otte forskelligartede tiltag skal bidrage til, at minkavlerne kommer hurtigere i mål med deres erstatninger og den endelige nedlukning af minkforretningerne.

1. Forhøjelse af forskudsbetalinger til minkavlere

Minkavlerne med mink i 2020 får mulighed for at forhøje forskudsbetalingen – også kaldet aconto-betalingen – med op til 70 procent mod de nuværende 50 procent.

Det gør det muligt at udbetale 2,8 milliarder kroner hurtigere til minkavlerne. Forskudsbetalingen fastlægges – som det allerede sker nu – på baggrund af avlernes pelsindeks, der angivet minkskindenes kvalitet.

Ambitionen er, at udbetalingerne igangsættes i foråret 2023 og er afsluttet inden for 4-5 månder.

2. Ny forenkler fast track-model

En ny fast track-ordning, der er meget mere forenklet end den nuværende erstatningsordning, vil på baggrund af standardsatser kunne danne grundlag for erstatningerne.

Modellen korrigerer ikke for eventuelle produktionsafvigelser, og der er ingen individuelle skøn. Håbet er, at avlere, der har enkle sager, vælger den nye ordning.

Ordningen administreres af Fødevarestyrelsen, hvorved Minksekretariatet aflastes for opgaver. Man regner med, at cirka halvdelen af minkavlerne vælger den forenklede model. Ambitionen er, at langt størstedelen af sagerne i fast track-ordningen er afsluttet medio 2024.

Fastlæggelsen af konkrete standardsatser er endnu ikke foretaget, og det er således heller ikke muligt endnu for de enkelte avlere at se og vurderer, hvor attraktiv modellen vil være.

Den nye fast track-ordning gælder kun for avlere, der havde mink i 2020 – og altså ikke de cirka 290 avlere, der har søgt om erstatning, men som ikke aktuelt havde dyr på minkfarmene i 2020.

3. Forskudsbetaling til følgeerhverv

Den nye fast track-ordning gælder ikke for følgeerhverv. Til gengæld er det nu besluttet, at kompensationsberettigede følgeerhvervsvirksomheder kan få opgjort et forskud på kompensation.

Det er en forudsætning for at få opgjort og udbetalt en forskudsudbetaling, at virksomheden er vurderet kompensationsberettiget og udfylder og indsender relevant oplysningsskema til erstatnings- og taksationskommissionen.

4. Fremrykning af endelige afgørelser for minkavlere uden mink i 2020

290 minkavlere, der har søgt om erstatning, havde af forskellige grunde ikke mink på farmen i 2020. De skal stadig køre igennem det langsommere erstatningsretlige system, men Minksekretariatet tilføres yderligere ressourcer, så her er det forhåbningen, at størstedelen af de sager er afsluttet i medie 2024.

Indsatsen med prioritering af sagerne er afhængig af, at minkavlerne hurtigst muligt indleverer revisorpåtegnet oplysningsskema til brug for sagsbehandlingen.

Minksekretariatet har på nuværende tidspunkt modtaget oplysningsskema fra seks ansøger ud af ca. 290 ansøgere.

5. Flere medarbejdere i Minksekretariatet

Der etableres en model for såkaldt fleksibel arbejdstilrettelæggelse i form af indlån af medarbejdere fra andre statslige organisationer til Minksekretariatet, der betjener erstatnings- og taksationskommissionerne.

Modellen indebærer, at sagsbehandlerressourcerne kan justeres løbende i forbindelse med at ansøgerne sender information og dokumentation ind til sagsbehandlingen.

Indtil videre er der ingen estimater for, om flere meddarbejdere i Minksekretariatet og forventningen om færre sager i det tunge forløb vil få de tunge erstatningssager i mål tidligere end i 2027.

6. Effektivisering af nedrivninger

Nedrivningen af minkfarme effektiviseres ved, at delvisnedrivning af bygninger på minkfarme - altså når en minkbygning er bygget sammen med andet byggeri - kan undlades i visse tilfælde.

Dermed kan nedrivningerne gennemføres hurtigere.

Der er dog intet nyt om, hvorvidt det er muligt at fremrykke hastigheden af nedrivningerne og dermed fremrykke det egentlige og endelige punktum for minkavlerne.

7. Involvering af minkavlerne i nedrivning af farme

Der etableres en ressourcepulje, ”jobbank”, hvor interesserede minkavlere kan melde sig, hvis de ønsker at blive involveret i nedrivningsopgaven.

Minkavlere kan desuden selv, eller sammen med andre, oprette en virksomhed, der kan agere
underleverandør.

Modellen forudsætter, at minkavleren indgår aftalen med en nedrivningsentreprenør, og at minkavleren uddannes til opgaven, i det omfang minkavleren ikke har de nødvendige kompetencer, f.eks. ift. at håndtere asbest.

8. Værdisikring af erstatningerne

Erstatningen til minkavlere med mink i 2020 værdisikres for at afbøde konsekvenserne af, at udbetalingen af erstatningen har taget længere tid end forventet, og erstatningen dermed forringes som følge af inflation.

Der vil kræve, at man politisk bliver enige om en merbevilling til erstatninger i størrelsesordenen 300 millioner kroner, oplyser ministeriet. Desuden skal tiltaget – der er statsstøtte – godkendes i EU.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle