Fåreavler har fået stjålet får de sidste to år

Fåreavler Bent Lykkegaard fra Rubjerg Knude Fyr har fået stjålet flere af sine får. Han har nu måtte flytte dem tættere på sit hjem.

Først tog de 20 får i november 2015. Sidste år, nøjagtig et år senere, tog tyvene yderligere 37 får fra fåreavler Bent Lykkegaards mark i Nordjylland.

Det fortæller TV 2 Nord.

De stjålne får ved klitlandskabet ved foden af Rubjerg Fyr får bar alle lammefostre. Bent Lykkegaard har mistet for tusindvis af kroner. Dog er det ikke pengene, der gør mest ondt, fortæller han.

"Det værste er ikke de tusindvis af kroner, jeg har tabt. Jeg har det rigtig skidt med, at mine husdyr bliver taget fra mig. Hele familien kender jo hele vores fårefamilie. Jeg kender hver enkelt hoved på dem og har det dårligt med, at mine dyr formentlig er blevet sendt til et skummelt, uautoriseret slagtehus", siger Bent Lykkegaard til mediet.

Han har ingen anelse om, hvem der har taget dem, men han tror, at det er organiseret kriminalitet. 

Tyverierne er anmeldt til Nordjyllands Politi, men fåreavleren har valgt at bringe fårene tættere på hans privatbolig og har sat sin hund til at vogte dem.

Tyveri af får er et stort problem i Storbritannien, hvor de britiske landbrugsmedier jævnligt må berette om nye tyverier.

I Danmark er det mere sjældent - men sidste år berettede Martin Daasbjerg, at han har mistet en masse ænder - og at mistanken gik på tyveri.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle