Faldende udlån i indkøbsforening skal vendes med ny strategi

Udlånet er faldende i Danske Indkøbsforeninger, som med ny strategi vil øge kendskabet til foreningen, der føler sig en smule glemt.

Mandag er der landsmøde i landsforeningen for indkøbsforeninger, og her vil formand Bent Højgaard Andersen fremlægge årets beretning.

Her er det værd at bemærke, at foreningen, der har til formål at udlåne penge til især mindre jordbrugere, har sænket sit udlån fra 2017 til 2018 med omkring 4 mio. kr.

I 2017 lå udlånet på 133 mio., mens det ved udgangen af 2018 lå på 129 mio. kr.

"Det er jo ingen hemmelighed, at landbruget har kæmpet med indtjeningen i 2017 og 2018 pga. vejret, så det har givet en opbremsning i indkøbene", siger Bent Højgaard Andersen.

ny strategi i foreningen

Formanden håber dog, at bl.a. bedre priser på svinekød kan sætte skub i landmændenes investeringslyst igen.

"Men vi arbejder også på en ny strategi for 2019. De, der lånte penge for 20 år siden, har lidt glemt, at vi findes, og de unge kender os ikke rigtigt", siger formanden.

I den nye strategi er Danske Indkøbsforeninger på udkig efter en eller flere samarbejdspartnere i form af enten maskinhandlere, maskinstationforeninger eller mindre entreprenørforeninger, lyder det.

nyt navn er ikke en mulighed

Samtidig erkender Bent Højgaard Andersen, at foreningens navn kan lyde misvisende.

"Vi hedder Danske Indkøbsforeninger, men vi står jo sådan set for finansiering, og når folk slår op under finansiering, er vi der ikke. Jeg tror ikke, at landmændene er helt klar over, at vi fungerer som mange andre finansieringsmuligheder", siger han.

Det vil dog være en stor bureaukratisk opgave at skifte navn, så det er ikke en mulighed.

Landsmødet markerer mandag markerer desuden, at det er 80 år siden, at loven om indkøbsforeninger blev lavet. 

Derfor vil Henning Otte Hansen, seniorrådgiver på Institut for Fødevare-og Ressourceøkonomi under Københavns Universitet, komme og fortælle om foreningens historie.

Foreningens årsresultat landede på et minus på 469.000 kr. 

Faktaboks

FAKTA:

  • I de største foreninger under Danske Indkøbsforeninger er det muligt at låne op til 1 mio. kr. til indkøb af maskiner - er man eks. to landmænd, der går sammen om en mejetærsker, kan man låne det dobbelte.
  • Danske Indkøbsforeninger består af 15 lokale foreninger spredt over hele landet.
  • Det maksimale lånebeløb varierer fra forening til forening.
  • Oprindeligt var der bl.a. arealbegrænsning for at få lov at låne penge hos Danske Indkøbsforeninger. Det krav er dog blevet fjernet, og i princippet kan alle typer jordbrugere søge om penge.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle