Familielandbruget gør Verdensmål og klima til mærkesager

Klima og verdensmål handler også om hverdagens handlinger, sagde Lone Andersen ved Familielandbrugets årsmøde mandag.

Verdensmål skal være hverdagsmål i Familielandbruget.

Det sagde Lone Andersen i sin beretning ved Familielandbrugets årsmøde 2019 i Vingstedcentret mandag.

"Vores vision er, at alle vores medlemmer kan bruge FNs Verdensmål til at styrke og udvikle vores bedrifter og bidrage til det gode liv på landet".

Lone Andersen medgav, at klimadebatten og landbrugets vision om at være klimaneutral i 2050 let kan virke lidt abstrakt.

"Men det er jo netop her, at vi landmænd og ikke mindst familielandbrugere kommer ind i billedet. Vi gør det abstrakte helt konkret. For os er klima ikke bare flotte formuleringer og lette løfter. Det er en hverdagshandling: Det er den måde, vi driver vores bedrift. Det er den foderblanding, vi giver til vores køer. Det er reduceret jordbehandling, søer og naturpleje, og målrettet avl af stærke dyr og planter".

Fire mål i fokus

Familielandbruget har valgt at fokusere på specielt fire af FNs 17 Verdensmål:

Stop sult. Kvalitetsuddannelser. Klimaindsatsen. Livet på land.

For hvert mål har sektionen opstillet en række hverdagsmål, forklarede Lone Andersen:

Ved at øge produktiviteten og ’producere mere med mindre’ bidrager landbruget både til klimamålet og til verdensmålet om at stoppe sult.

Ved at invitere skoleklasser ud på bedrifterne, ved at tage elever ind og ved at være med i Åbent Landbrug, bidrager familielandbruget til at øge viden og forståelse om landbruget hos næste generation og få uddannet de unge mennesker, som en dag bliver fremtidens landmænd.

Og man kan lave naturindsatser på bedriften, være med i bi-kampagnen og lade hjørner af sin bedrift være ’vild med vilje’.

"Vi kan alle sammen gøre lidt i hverdagen, der bidrager til målene. Og hvis vi alle gør det, så betyder noget i det samlede billede", sagde Lone Andersen.

Også politisk vil familielandbruget presse på for den grønne dagsorden, sagde Lone Andersen.

"Med familielandbruget som en vigtig motor, er L&F for alvor stemplet ind på den grønne dagsorden".

Stolt af visionen

Lone Andersen erklærede sig i sin formandsberetning overmåde stolt af Landbrug & Fødevarers vision og ambition om et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050.

Den udmelding har givet genklang i verden og har placeret dansk landbrug på den rigtige side af historien.

Også selvom ingen kender alle løsningerne endnu, mente Lone Andersen.

Hun henviste til folketingsvalget, hvor klima og miljø toppede alle målinger af, hvad der optog vælgerne.

"Lad os være ærlige: Den diskussion kunne tidligere nemt have sendt landbruget i skammekrogen. Men det skete ikke".

Vigtigt samarbejde

Det er der to helt centrale grunde til, sagde Lone Andersen:

Dels L&Fs vision om at være klimaneutrale i 2050.

Og dels "årets vigtigste samarbejde" fra februar: Udspillet "Fælles løsninger", som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har udarbejdet i fællesskab og som indeholder forslag til forbedret ammoniakregulering og multifunktionel jordfordeling.

"Man kan næsten ikke overvurdere værdien af det udspil. Modtagelsen overgik vores forventninger med flere længder", sagde Lone Andersen.

"Det var med til at sikre, at vi under valgkampen i langt højere grad blev betragtet som en grøn medspiller - frem for at ende som syndebukken".

Hun beskrev videre, hvordan Landbrug & Fødevarer ved Naturmødet nærmest blev blæst bagover af ros og massiv opbakning til udspillet fra både komuner og folketingspolitikere.

Nu skal rosen omsættes til politisk handling: Der er allerede afsat 150 mio kr. til multifunktionel jordfordeling, men sammen med DN presser Landbrug & Fødevarer på for en langt mere ambitiøs finansiering, sagde Lone Andersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle