Gode muligheder for ejerskifte – sæt i gang!

Af og til får vi landmænd kritik for, at vi brokker os lige rigeligt nok. For meget regn, for lidt regn, for høje renter og for skrappe rammevilkår. Og nogle gange glemmer vi måske at hæve armene op over hovedet og glæde os over vores gode resultater, høje standard og enestående kultur. Det skal vi øve os på, for helt ærligt: Det er super hamrende spændende og tilfredsstillende at være selvstændig landmand, og mange af os lever jo lige præcis det frie liv, vi gerne vil.

Så fra mig skal der i hvert fald lyde en klokkeklar anbefaling til de unge, købelystne landmænd: Spring ud i det! Har du viljen og de rigtige kompetencer, er der mange interessante ejendomme at starte op på – både store og små. For mig er det væsentligste ikke størrelsen på ejendommen, men om det er muligt at præstere et godt afkast.

Selvfølgelig er det en stor beslutning, hvor alle aspekter skal overvejes nøje. Men det har altid været svært at starte op, og jeg tror faktisk ikke, at det er blevet sværere. Samtidig er værktøjskassen, der kan få et ejerskifte til at glide, ved at være godt fyldt. Jeg oplever, at banker og kreditforeninger er mere motiverede, og Vækstfonden spæder gerne til med ansvarlig kapital eller etableringslån. I nogle tilfælde er det også muligt at få hjælp fra eksterne investorer, og endelig er der rigtig mange gode tilbud fra DLBR-rådgivningen. Her får du super professionel hjælp til processen.

Alt i alt er der kommet skub i tingene. Men både for købere og sælgere er der mange ting at overveje.

Særligt til købere

Du skal sikre dig, at projektet er sundt og trykprøvet på mange måder. Der skal være udsigt til et ordentligt afkast, - ellers er det bedre at vente og finde et nyt projekt.

Brug de mange muligheder for ejerskiftenetværk og ejerskifteskoler hos DLBR, Vækstfonden og andre. Der er masser af god viden og erfaring at hente.

Et ejerskifte kræver masser af arbejde, inden det lykkes. Der skal ofte mange tilløb til, og ting skal bearbejdes og modnes. Det kræver stor tålmodighed og er ofte omkostningstungt, men det lykkes næsten altid på sigt, hvis man er grundig, vedholdende og har evnerne. Får du en række afvisninger, skal du se det som en omstændighed – kæmp videre!

 

Særligt til sælgere

Gør din ejendom salgsklar. Er der en god afkastningsgrad, kan en ung køber formentligt også gøre den rentabel,

Sæt en realistisk pris, som gør den rentabel. Ellers bliver den ikke solgt.

Værdierne i dit regnskab er vejledende, og præsterer du kun en afkastningsgrad på 4 pct. over årene, er værdierne formentligt sat for højt.

Din pensionsopsparing bør være sparet op på en konto i banken og ikke i mursten. Det gør dig også mindre sårbar i en ejerskiftesituation.

Klø på med ejerskifterne derude – det er hele indsatsen værd!

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle