Grækenland finder coronasmitte på to minkfarme

Der er konstateret smitte med coronavirus på to minkbesætninger i Grækenland. 2500 mink bliver slået ned.

Grækenland har konstateret smitte med coronavirus i to minkbesætninger. Det oplyser det græske landbrugsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Smitten er ikke muteret, lyder det fra en embedsmand. Han tilføjer, at omkring 2500 mink på en farm i det nordlige region Kozani bliver aflivet.

Avleren på den ene farm har også selv fået konstateret coronavirus. Samtidig bliver de ansatte på stedet testet.

Handel med pels er et vigtigt erhverv for lokalområdet i Kozani og også i nærheden af Kastoria, hvor den anden gård ligger.

Antallet af mink i Grækenland estimeres til at være hundredtusindvis. 

Opdagelsen kommer, kort tid efter at Danmark har beordret alle landets mink aflivet efter fund af virusmutation.

Coronavirus begyndte allerede at sprede sig blandt danske minkbesætninger i juni. Det var dog først i sidste uge, at regeringen oplyste, at alle landets mink skulle slås ned.

Det skyldtes, at den særlige variant af smitten kaldet cluster 5 havde spredt sig til mennesker. Og at der er frygt for, at den særlige mutation kan true en kommende vaccine mod coronavirus.

Dermed er op mod 17 millioner mink ved at blive aflivet. 

På pressemødet fremgik det også, at regeringen som følge af masseaflivningen anerkender, at der er tale om en i hvert fald foreløbig nedlukning af minkerhvervet de kommende år.

I tillæg til Danmark og Grækenland har der også været smittede minkbesætninger i Italien, Sverige, Spanien og Holland. Også USA har konstateret smitte på minkfarme.

USA's virusekspert Anthony Fauci sagde torsdag, at mutation af coronavirus, der er spredt fra mink til mennesker, ikke bør udgøre nogen trussel mod en vaccine. 

Anthony Fauci har sammen med sine kolleger undersøgt mutationen, som han altså mener, ikke vil underminere effekten af de vacciner, der er på vej.

/ritzau/Reuters

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle