79 kr. i forskel på at fremstille en 30 kgs-gris

Fremstillingsprisen på 7 og 30 kgs-grise samt slagtesvin er fortsat enorm mellem top og bund. Det afslører de første 2020-regnskaber.

De første regnskaber for 2020 viser, at svineproducenter formår at producere deres grise til meget forskellige fremstillingspriser.

Ved Velas’ digitale økonomikonference omtalte afdelingsleder Lasse Frost flere gange de betydelige forskelle, der er på fremstillingspriserne for 7 og 30 kgs-grise, men også for slagtesvinene er der markante forskelle.

For 7 kgs-grisene er forskellen mere end en 50er.

"De dygtige kan producere en gris til 191 kr., og de af jer med den højeste fremstillingspris ligger på 248 kr. Gennemsnittet ligger på 219 kr., men en forskel på 57 kr. mellem top og bund eller ekstra omkostninger på 1,8 mio. kr., når vi har 969 søer og cirka 32.000 smågrise, der produceres. Vi skal huske, at vi ikke påvirkes af noteringerne og smågrisepriser. Det er her, vi selv kan tage fat", sagde han og bemærkede, at fremstillingsprisen på en 7 kgs-grise er faldet fem kr. i forhold til 2019.

Foderomkostningen er den store forskel

For smågrise på 30 kg er billedet det samme.

Fremstillingsprisen for de bedste 25 procent er opgjort til 319 kr. Gennemsnittet er på 360 kr. - et fald på 15 kr. i forhold til 2019-niveauet - og de besætninger, der klarer sig dårligst, har en fremstillingspris på 398 kr.

Forskellen på 79 kr. i fremstillingspris på top og bund giver en forskel på 2,2 mio. kr. for gennemsnitsbesætningen med 833 årssøer og cirka 28.000 smågrise.

"Bemærk forskellen på foderomkostningerne. Måske det var et område, hvor der skal sættes ind. Der ligger i hvert fald 27 kr. (i omkostningsforskel, red.)", sagde Lasse Frost.

Foderomkostningen er også en af de afgørende faktorer for, at der ved fremstilling af et slagtesvin er en forskel på hele 1,73 kr. pr. kg mellem top og bund.

De 25 procent af producenterne, der har den laveste fremstillingspris, brugte 11,28 kr. i 2020. Gennemsnittet var på 12,19, og de 25 procent med den højeste fremstillingspris landede på 13,01 kr.

Foderomkostninger varierer fra 3,84 kr. til 4,37 kr. mellem top og bund.

Posten med bl.a. indkøb af grise og forskydning er den største omkostning, og den varierer fra 6,08 til 6,79 kr.

For en producent med 13.000 slagtesvin er forskellen på top og bund cirka to mio. kr.

Faktaboks

2021-prognose

  • Knap så gode resultater er i vente i 2021.
  • DB ventes at falde for alle driftsgrene. For søer med 7 kg er faldet cirka 450 kr. For søer med 30 kg cirka 1.000 kr, og for slagtesvin falder DB med 36 kr. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle