
Danish Crown vil bygge en ny fabrik for 300 mio. kr. på verdens største marked, nemlig det kinesiske.
Det afslører slagterivirksomheden nu med offentliggørelsen af koncernens nye strategi.
Den nye fabrik placeres i Shanghai og basere produktionen på råvarer fra de danske ejere.
Ifølge topchef Jais Valeur er det et dristigt, men helt oplagt skridt for koncernen at investere 300 mio. kr. i en ny fabrik på det kinesiske marked.
Han peger på, at Danish Crown allerede i dag sender store mængder af de såkaldte "Kina-varer", nemlig tæer, øer, haler og lignende til landet. Så meget, at Danish Crown på værdi er Danmarks næststørste eksportør til Kina, målt i værdi. Kun overgået af andelsfætteren Kopenhagen Fur.
Kineserne er dog i høj grad på vej i samme retning som resten af verden. Nemlig mod mere convenience og take away-mad.
"Meget af forbruget flytter over i foodservice eller i restauranter, ligesom det gør i USA eller Europa. Det andet, vi ser, er en kolossal vækst i e-handel, hvor man køber varerne og får dem leveret derhjemme. Det vokser helt enormt i Kina, og byer som eksempelvis Shanghai har vel i dag verdens mest avancerede marked for e-handel. Den tredje tendens er, at forbrugerne i supermarkederne også begynder at købe detailpakkede produkter, præcis som vi kender det i Danmark," udtaler Jais Valeur.
Derfor ønsker han at tage chancen med egen fabrik for at komme længere frem i værdikæden i Kina, frem for kun at levere råvarerne til andre virksomheders forædling.
Relaterede artikler
Kommentarer