Uanset om det drejer sig om at reducere pattegrisedødeligheden, sodødeligheden eller optimere andre steder i produktionen, så står og falder indsatsen med, at der er tilstrækkeligt med personale til at udføre opgaverne.
I en svineproduktion skal de fleste opgaver vel at mærke udføres hver dag, syv dage om ugen alle årets uger.
Det er mit indtryk fra mange besøg, at besætninger, der konstant ligger med en stabil, høj effektivitet, er besætninger, hvor der er tilstrækkeligt med veluddannet arbejdskraft.
Her er hverdagen præget af overblik fremfor brandslukning.
Det er besætninger, hvor der er så meget overskud, at selvom en medarbejder er fraværende eller at diarré pludseligt driller i smågrisestalden, så bliver rutinerne i stalden gennemført som de plejer.
Det er typisk besætninger, hvor de har lidt mere arbejdskraft, end de strengt taget behøvede, men hvor ejer/driftsleder har besluttet, at man hellere vil have for meget end for lidt arbejdskraft for at undgå, at man kommer bagefter med opgaverne.
Den største forskel på besætninger med styr på produktionen og besætninger, der er præget af brandslukning, er for mig at se mængden og kvaliteten af personalet i stalden.
Det er kortsigtet at spare på lønkontoen. Ulemperne viser sig hurtigt som detaljer, man overser, eller ting man ikke får gjort.
Og ingen tvivl om at det er sjovere at være ansat et sted, hvor rettidig omhu snarere end mildt kaos præger arbejdsdagen.
Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.
Faktaboks
I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.
Relaterede artikler
Kommentarer