En midtengelsk bedrift med 250 årssøer har med en fokuseret indsats i løbet af kun seks måneder nedsat smågrisedødeligheden med hele 61 procent, nemlig fra 15,0 procent til 5,8 procent. Det skriver det engelske website pigworld.co.uk
Den Preston-baserede svinebedrift er en af de første deltagere i organisationen AHDB Porks Focus Farm-program, som har til formål at udvikle og introducere tiltag, der gavner den engelske svineindustri.
586 flere grise pr. år
Med den reducerede dødelighed kan Preston-bedriften øge produktionen med hele 586 grise på et år.
Det gode resultat skyldes flere tiltag på bedriften som forbedringer af management i farestalden, efteruddannelse af de ansatte samt brug af øremærker til at registrere årsagerne til smågrisedød.
Bedriftens dyrlæge gennemførte et to-dages træningskursus for farmens ansatte med sigte på at reducere dødeligheden ved at finjustere bedriftens split-malkning strategi samt rutinerne i farestalden.
Dette udmøntede sig i, at smågrisene blev udstyret med øremærker for at indsamle og registerere data for hver enkelt gris, herunder dødsårsagerne.
”Vi har øremærket og vejet fire hold smågrise siden august, og for nylig blev de første 40 grise så sendt til slagteriet," fortæller Dominic Charman, teknisk manager på Preston-bedriften.
”Vi har registreret dødsårsagen for alle smågrise, og jeg tror det har været nøglen til at forstå udfordringerne, ligesom det har hjulpet med at målrette behandlingen. Desuden har den tætte registrering samt den mere fokuserede håndtering af grisene betydet, at problemer er blevet taget i opløbet," siger han til pigworld.co.uk.
Faktaboks
AHDB Pork
Formål: At hjælpe engelske svineproducenter og forarbejdningsindustri med at blive mere konkurrencedygtig og profitabel.
Repræsenterer de engelske svinebedrifter og virksomheder, der indbetaler svineafgift.
Er en del af The Agricultural and Hortilcultural Development Board
Kommentarer