Fremgang for smågrise og slagtesvin sender svinebestanden i vejret

Den samlede svinebestand i Danmark er det seneste år gået frem med 4,5 procent. Det er antallet af smågrise og slagtesvin, der medvirker til fremgangen.

Antallet af grise i danske stalde fortsætter med at stige.

Det viser resultater af svinetællingen fra 1. oktober, som Danmarks Statistik har udarbejdet.

Den samlede svinebestand i Danmark er gået frem med 4,5 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det samlede antal svin er opgjort til 12,807 mio. svin. Også i forhold til seneste tælling fra 1. juli er totalbestanden steget med en procent, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Ifølge chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Karsten Flemin skyldes stigningen i totalbestanden i forhold til for et år siden, at der er stigninger i grupperne for fravænnede svin under 50 kg og slagtesvin over 50 kg. De to grupper er steget henholdsvis 6,7 procent og 4,1 procent til 5,732 mio. og 3,232 mio.

Til gengæld er der ingen udsving for antallet af drægtige søer, som i forhold til oktober-tælling i 2013 ikke har ændret sig og fortsat er 782.000.

»Det øgede antal slagtesvin hænger sammen med en øget slagtevægt i forhold til for et år siden, mens stigningen for fravænnede svin under 50 kg kan skyldes problemer med afsætningen af smågrise,« siger Karsten Flemin.

Gruppen med pattegrise hos søer er også gået frem, men dog kun beskedne 1,9 procent, mens avlsbestanden i form af drægtige søer ligger uforandret i forhold til samme tælling for et år siden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle