Gammelt foder-system til grisestalden vakt til live

Daltec mærker øget interesse for firmaets Biofix-foderanlæg i takt med, at udlandet slipper søerne løse.

Ro i stalden og søer, der alle får deres foder uden kamp.

Læg dertil et enkelt og driftsikkert foderanlæg oveni, så er nogle af egenskaberne ved Daltecs Biofix-foderanlæg beskrevet.

Udlandet sætter i stigende grad deres søer fri, og det mærker Christian Dall, direktør i Daltec, som efter en henvendelse fra en kunde i Canada, der var nysgerrig efter mere viden om foderanlægget, tog ud til en mangeårig kunde for at filme det i praksis.

Besøget gav Christian Dall en aha-oplevelse.

- Dyrene lå og dasede. Så blev det tid til en fodercyklus, motorerne begyndte at snurre, søerne rejste sig op, fandt en ledig ædeplads, og så stod de ellers dér på rad og række og åd i al fredsommelighed, mens foderet stille dryssede ned takket være Biofix-anlægget.

- Der var en dejlig rolig atmosfære, for søerne åd i stedet for at kæmpe om pladserne, beretter han om foderanlægget, der er beregnet til at fodre søer i løsdrift uden brug af transpondere og avancerede IT-systemer.

Fodring på samme tid

Tankerne med foderanlægget er at fodre alle søer i en sti på samme tid, så adfærden bliver synkroniseret.

Samtidig er der fokus på en langsom udfodring, så den langsomst ædende so kan følge med. Det bevirker nemlig, at fodertildelingen holder den enkelte so ved en ædeplads under fodercyklussen.

- Det giver ro i stalden, for de stærke søer bliver stående ved en ædeplads, mens foderet langsom drysser ned i stedet for at jage rundt med de svagere grise i flokken for at stjæle deres foder, anfører Christian Dall.

Selve foderanlægget har en gennemgående foderstreng og et antal Biofix-foderbeholdere, hvor der i tragten er anbragt to snegle, som fører foderet ud til to udløb. Sneglene drives ved hjælp af en gearmotor og en gennemgående aksel, så samme motor kan drifte flere foderkasser på samme tid.

Mængden af foder indstilles direkte på foderkassens front med håndhjul.

Hver foderkasse i Biofix-foderanlægget kan betjene to dyr, så foderbeholderen placeres typisk mellem to afskærmede ædepladser.

- Derved kan man ofte nøjes med det halve antal foderkasser i forhold til andre systemer. Foderkasserne monteres i rækker med én fælles drivmotor for hver række. Via en afspærringsklap kan enheden indstilles til kun at betjene et dyr/en ædeplads, anfører Daltec.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle