Griseproducentens bundlinje i 2021 kan blive bedre end ventet

Ugen På Spidsen: Trods aktuelt lave puljepriser, så tegner det overordnede billede rimeligt for svineproducenterne i 2021, mener ugens klummeskribent på Svin Plus.

Puljeprisens drastiske fald i løbet af 2020 har taget mange overskrifter, alt imens den beregnede notering og svinenoteringen på det seneste har levet mere stille tilværelser.

Man kunne tro, det hele var elendigt for jer svineproducenter, men det er ikke tilfældet. 

2020-regnskaberne, der er blevet præsenteret de seneste par uger, har vist i alle driftsgrene ret gode resultater, og hvor der har været mulighed for både at konsolidere sin virksomhed og afdrage på gælden. Stærkt og vigtigt at gøre sin virksomhed mere robust, når der kommer dårlige tider. For de skal nok komme.

Det gør de ikke umiddelbart i 2021, hvis man ellers skal tro prognosen, som flere rådgivningscentre har præsenteret.

Ganske vist går den opnåede afregning tilbage i 2021 set i forhold til 2020. Smågrise ventes at indbringe 30 kr. mindre og give 278 kr. i salgspris inkl. tillæg for 7 kgs-grise.

Tilsvarende ventes et fald fra 463 til 393 kr. for salg af 30 kgs-grise. Købsprisen for samme slags grise falder også med 70 kr. fra 509 til 439 kr.

Endelig viser prognosen en opnået afregning på 11,30 kr. inkl. tillæg og efterbetaling for 2021. Et fald på 1,89 kr. i forhold til 2020.

Foderprisen med sojaen i spidsen ventes at hoppe med tre procent, effektiviteten forudsættes at gå 0,6 grise pr. årsso frem og kapacitetsomkostninger stiger fem procent.

Rimelig positiv prognose - måske for pessismistisk?

Holder forudsætningerne stik, så falder en soholders resultat efter finansiering fra 2,13 mio. kr. til 1,15 mio. i 2021. Der vil være 1,77 mio. kr. til investeringer og afdrag.

550.000 kr. bliver resultatet efter finansiering mindre for slagtesvineproducenterne og ventes at lande på 1,59 mio. kr. Året før var det 2,14 mio. kr.

Også her er der knap 1,8 mio. kr. til investeringer og afdrag.

Så helt skidt ser 2021 ikke ud - man kan kun håbe på, at foderpriserne holder sig i ro, og noteringerne kan overraske positivt.

I ugens løb lød det blandt andet således fra Morten Elkjær, strategi- og virksomhedskonsulent hos LandboNord: 

"Vi har startet godt på prognosen her i 2021, og det kan være den er lidt pessimistisk. Det tror jeg faktisk den er".

Lad os endelig håbe, at den gode Morten får ret i den forudsigelse!

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle