Konsulent: Pas på når I håndterer gylle

Håndtering af gylle kræver stor forsigtighed, påpeger arbejdsmiljøkonsulent.

Af Søren Sloth, svinerådgiver, LandboNord

De fleste, der arbejder med landbrug, håndterer med jævne mellemrum gylle.

Håndtering af gylle kan være at sluse gylle ud under spalter i kvæg- eller svinestalde, det kan også være håndtering af gylle i forbindelse med, at gyllen røres op, inden den skal køres ud på marken eller flyttes.

I arbejdet som arbejdsmiljøkonsulent får jeg kendskab til mange ulykker og ikke mindst nærved-ulykker. 

Ved håndtering af gylle er det ikke altid nok at være forsigtigt. For høje niveauer af svovlbrinte kan opstå steder, hvor ingen forstiller sig, at det kan være et problem.

Det seneste tilfælde, som jeg har kendskab til, er en landmand, der i forbindelse med omrøring af en åben gylletank pludselig falder om ved siden af den traktor, som gyllerøreren trækker.

Han er væk i 20-30 sekunder, før han bliver slæbt væk af to kollegaer, der så ham falde om. De to lykkedes med at få landmanden seks-otte meter væk, hvorefter de også besvimer. Heldigvis er de kommet langt nok væk fra den høje koncentration af svovlbrinte og vågner igen og får ringet 112.
Landmanden døjer efter en måned fortsat med hovedpine og hukommelsen.

Mit råd er derfor, at der altid bliver brugt en svovlbrintealarm, når der håndteres gylle, både ude og inde.

En gyllealarm koster under 2000 kr., og den er med til at redde liv. Samtidig er det vigtigt, at der sættes ind med forbedringer de steder, hvor niveauerne er for høje, når der håndteres gylle. Det er ikke nok at være ”forsigtig”.

Vær opmærksom på at to-tre indåndinger kan være nok til, at man falder om.
Det er specielt, når der startes op med omrøring af gylletanke, at der kan være høje koncentrationer.

I forbindelse med stalde, hvor der bagskylles, kan der også være høje koncentrationer, hvis der skylles med gammel gylle, der ikke har været rørt op først.

I svinestalde med gyllepropper og vakuumudmugning er det særlig vigtigt, at der er dykket nedløb i forbeholderen. Ventilationen kan ikke trække luft ind fra forbeholderen, når gyllen er pumpet væk.

Der er i forbindelse med fejl på gylleanlæg også stor risiko for, at landmænd eller ansatte kravler ned i forbeholdere eller gyllekanaler. Det er livsfarligt og skal kun udføres af uddannet personale, der har det rigtige udstyr med friskluft-forsynet åndedrætsværn.

I landbruget får vi mange ufaglærte medarbejdere ind, det være sig danskere, men også i stigende grad udlændinge. Det er her særdeles vigtigt, at man som arbejdsleder eller ejer husker på, at man har instruktionspligt og skal føre tilsyn og kontrol, når der arbejdes med opgaver, der kan være sundhedsskadelige og potentielt dødelige.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle