Meldinger om store prisforskelle på mineraler

60 til 80 kr. i prisforskel for 100 kg mineraler ses ved licitationer, siger rådgiver fra SvineRådgivningen.

Minerallicitationer hos SvineRådgivningen afslører, at hjemmeblandere bliver budt på meget store prisforskelle. Der er tale om forskelle, som er højere, end foderrådgivere er vant til.

Det fortæller svine- og foderrådgiver Jonas From Katholm, der sammen med sine foderkolleger kan konstatere, at mineralleverandørerne i øjeblikket byder ind med meget forskellige priser.

»Vi ser prisforskelle på helt op til 60-80 kr. pr. 100 kg mineraler på identiske mineralblandinger. Det er voldsomt store udsving. For en besætning med 1.000 søer eller 15.000 slagtesvin svarer det til en forskel på 100.000 kr., og det er noget mere, end vi tager for at lave en licitation«, forklarer Jonas From Katholm.

Forskelligt hvem der er billigst

Han kender ikke til baggrunden for, hvorfor netop 2021 har givet sig udslag i de store prisforskelle på mineralerne.

»Vi har alle hørt om udfordringer med stigende fragtrater og råvarer, der stiger i pris. Firmaerne har på den baggrund måske været mere eller mindre heldige med at få dækket sig af på indkøb af råvarer. Om det kun er det, der spiller ind i den her sammenhæng, ved jeg ikke«, siger Jonas From Katholm og fortsætter:

»I de minerallicitationer, vi har gennemført, er det forskelligt, hvilket firma der kommer med de laveste priser«.

Spørg flere firmaer

Han opfordrer på den baggrund svineproducenterne til at se sig godt for, når der skal indkøbes mineraler.

»De fleste producenter ved efterhånden godt, at de ikke bare skal forlænge kontrakten med samme foderfirma år efter år, men det er vigtigt, at producenterne spørger på priser fra mindst et par firmaer eller lader os hjælpe dem«, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle