Nyt koncept skal få flere pattegrise til at æde foder før fravænning

Family Feeding er et nyt hollandsk koncept, som skal gøre det nemmere for smågrise at blive fravænnet. Konceptet tager udgangspunkt i, at soen får mulighed for at lære sine pattegrise at æde og drikke, så blandt andet overgangen fra mælk til foder bliver nemmere.

Det såkaldte Family Feeding er et nyt hollands koncept, som skal gøre det nemmere for smågrise at blive fravænnet.

Family Feeding tager udgangspunkt i, at soen får mulighed for at lære sine pattegrise at æde og drikke, så blandt andet overgangen fra mælk til foder bliver nemmere i fravænningsperioden. 

Fravænning af smågrise er som bekendt svært, fordi det er uundgåeligt at smågrisene bliver stressede, hvilket kan øge tilfælde af diarre samt øre- og halebid

I Holland er der lavet et forsøg med Family Feeding, hvor universitetet i Wageningen, private virksomheder og det hollandske ministerium for landbrug, natur og fødevarekvalitet har været involveret, fortæller netavisen PigProgress.

Forsøget er forløbet over tre år med diegivende søer og pattegrise op til ni uger gamle. Målet med forsøget har været at mindske stress for smågrisene ved fravænning. Dette vil give en bedre velfærd for grisene, men det vil også spare mange resurser.

Farestier med mere plads ved trug

Farestierne i Family Feeding er indrettet sådan, at der er mere plads til fodertrug og drikketrug foran soen, så so og pattegrise kan være sammen i ædesituationen.

Derudover er der lavet flere tiltag i forhold til disse trug, således at de tilbyder smågrisene og soen berigelse i form af leg.

Til fodersystemet er der lavet et særligt foder, som både tilgodeser so og smågrise. Foderet er specielt lavet til at virke interessant for smågrisene, og indeholder samme aromaer, som soen udskiller. 

Grisene i Family Feeding systemet blev sammenlignet med en kontrolgruppe.

RESULTAT: Større og mere robuste grise

Resultatet efter tre års forskning er følgende:

Family Feeding systemet giver pattegrisene adgang til foder allerede fra de er helt små, og her lærte en større andel af grisene (90 pct) at æde foder i forhold til kontrolllen (78 pct). Det har betydet, at smågrisene er større og mere robuste ved fravænning. Derudover har man set færre sår på smågrisene inden fravænning, hvilket tyder på en mindre aggressiv adfærd overfor søskende.

Systemet giver soen bedre mulighed for bevægelse og at kunne holde øje med pattegrisene og have en bedre kontakt mellem søerne omkring sig. Dette giver soen mulighed for bedre at kunne udføre sin naturlige adfærd. Soen tabte sig ikke under laktationsperioden, men den åd mere foder.

Der har dog ikke været den store effekt på selve fravænningsperioden. Her så man stadig diarre, og smågrisene fra forsøget nåede ikke en højere vægt end smågrisene i kontrolgruppen, som har været under normale konventionelle forhold.

Dog så man færre sår, øre- og halebid hos smågrisene i forsøget og derved mindre aggressiv adfærd.

Det specialfremstillede foder havde før fravænning ingen effekt på soens vægt eller ædelyst og heller ikke på smågrisene lyst til at æde foder. Efter fravænning var der ngen effekt på grisenes foderindtag, vægt eller foderforbrug, men til gengæld lidt højere antal grise med diarre frem til 12. dag efter fravænning.  

Firmaet Trouw Nutrition R&D, som har udviklet specialfoderet oplyser, at man vil fortsætte forskningen og fremstille et foder, der dækker smågrisenes behov endnu bedre og giver dem en bedre overgang fra farestald til klimastald.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle