Se listen: Een nation står bag verdens seks største sohold

De fire største selskaber i verden tæller nu over en mio. søer. En nation dominerer fuldstændig listen over verdens giganter.

Verdens største svineproducenter buldrer derudaf med hurtig vækst.

Hvor der sidste år kun var to selskaber med mere end 1 mio. søer på verdensplan, er der nu fire.

Især kinesiske selskaber har fart på væksten, viser den årlige liste, som genetikselskabet Genesus står bag sammen med amerikanske National Hog Farmers.

Faktisk har førstepladsen med flest søer skiftet nation - hvor Smithfield Foods fra USA sidste år havde flest søer på verdensplan, er selskabet nu overhalet af ikke bare en, men to kinesiske virksomheder.

Det børsnoterede kinesiske selskab Wens Group tæller nu nemlig en besætning på hele 1,3 mio. søer - spredt over 20 kinesiske provinser og med mere end 50.000 familiefarme under sig. I 2019 endte Wens Groups produktion i hele 18,51 mio. slagtesvin, viser opgørelsen.

Nummer to på listen er det ligeledes kinesiske Muyuan, der tæller 1.283.200 søer, mens Smithfield tæller 1.241.000 søer.

På fjerdepladsen ligger CP Foods med 1,15 mio. søer. En vild vækst fra sidste år, hvor selskabet talte 800.000 søer.

Kinesisk dominans

Af de seks største selskaber på verdensplan, hvad angår svineproduktion, er de fem nu kinesiske  - eneste undtagelse er Smithfield.

Det bemærkelsesværdige er, at Smithfield jo de seneste år har været ejet af ligeledes kinesiske WH Group.

Den kinesiske dominans er altså betydelig, trods den store udbredelse, som afrikansk svinepest de seneste år har haft i netop Kina.

Først nummer syv og otte er henholdsvis amerikansk og brasiliansk, nemlig Triumph Foods og BRF.

Det franske selskab Cooperl, der for få år siden var blandt de ti største, har ikke kunnet følge med konkurrenterne og er nu nummer 12, med 245.000 søer.

Hvor opgørelsen sidste år talte 31 selskaber med flere end 100.000 søer sidste år, er der i år nu 34 selskaber, der kvalificerer sig til en plads på listen.

Faktaboks

Wens. 1.300.000 søer. Kina

Muyuan. 1.283.200 søer. Kina

Smithfield foods. 1.241.999 søer, USA

CP Foods 1.150.000 søer. Kina.

New Hope Group. 500.000 søer. Kina

Zhengbang Group. 500.000 søer. Kina

Triumph Foods. 492.000 søer. USA

BRF. 388.500 søer. Brasilien.

Pipestone Veteriary Services. 385.000 søer. USA

Seaboard Foods. 345.000 søer. USA

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle