Smågrisepris stiger igen i Tyskland - yderligere stigninger på vej

Prisbunden for smågrise i Tyskland er fundet, og nu er der igen prisstigninger på menuen.

28 euro lød Nord-West-noteringen på for et par uger siden, og det prisskilt tyder det nu på også bliver det laveste i denne omgang, hvor både smågrise- og slagtesvinenoteringer er præget af et historisk lavpunkt.

I sidste uge begyndte den vigtige Nord-West-notering at stige igen, og takten ser ud til at fortsætte.

I denne uge går noteringen igen frem med en euro til 30 euro, og ifølge Danske Svineproducenter, der følger smågrisemarkedet tæt, er der også udsigt til, at noteringen stiger tilsvarende i næste uge, fordi VEZG-smågrisenoteringen, der er forskudt af Nord-West-noteringen, er steget til 31 euro. Det svarer til 268 kr. inkl. vægtregulering.

Det er en stigende efterspørgsel hos slagtesvineproducenterne, der får noteringen til at gå ind i et positivt terræn.

»Mens udbuddet på smågrisemarkedet er typisk for denne årstid, stiger slagtesvineproducenternes efterspørgsel. Som resultat heraf stiger de fleste europæiske smågrisenoteringer. Specielt den kraftige stigning på 2 euro i Holland i sidste uge bekræfter formodningen om, at stigningen i de seneste uger allerede er begyndelsen af det sæsonmæssige opsving på smågrisemarkedet«, lyder det i en markedsanalyse fra den danske producentforening.

Der er dog også bekymringer for tiden, idet den tyske slagtesvinenotering ikke steg i onsdags.

»Slagteriet Vion i Tyskland truede med en uændret notering, hvis den tyske omsætterorganisation havde hævet noteringen. Truslen resulterede i et markant højere prispres, som tvang omsætterorganisationen til at give efter og ikke røre den tyske slagtesvinenotering«, beretter Danske Svineproducenter.

Situationen med et lavt prisniveau på smågrisemarkedet har også givet sig udslag i, at soslagtningerne stiger i Tyskland.

»Op til uge 42 blev ca. 750.000 søer slagtet på det tyske marked i år. I forhold til samme periode sidste år er det en stigning på 7,5 procent. Imidlertid skal man tage højde for, at antallet af soslagtninger kommer fra et forholdsvist lavt niveau i 2017, hvor den økonomiske situation var markant bedre«, oplyser Danske Svineproducenter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle