Midt i glæden over, at de foreløbige tal, der ligger til grund for den årlige landsgennemsnitsrapport med svineproducenternes nøgletal, for de fleste tals vedkommende er forbedret, så er der skår i glæden, fordi de nyeste tal viser, at dødeligheden igen stiger hos søerne.
Landsgennemsnitstallene viser 13,2 procent døde søer, mens den årlige DAKA-opgørelse viser en rekordhøj sodødelighed på 15,1 procent.
Den triste udvikling forsøger Christian Fink Hansen at forklare:
»En af grundene er, at vi har haft højere slagtevægt. Vi har haft tungere slagtesvin, og vi har haft eksempler på, at rene slagtesvinebesætninger er blevet noteret som, at de har leveret døde søer til DAKA.
DAKA-tallene er jeg sikker på er overestimerede. Vi er ved at kigge på det, men det ændrer ikke på, at vores sodødelighed er på et for højt niveau. Det skader både vores licens to operate og bundlinjen.«
Branchen har heller ikke levet op til sine mål, når det kommer til udbredelse af farestier til løse søer. En politisk aftale fra 2014 med den daværende fødevareminister, Dan Jørgensen, der sigtede efter en 10 procent andel i 2020 af landets farestier, der skulle være til løse søer, er langt fra at være opnået.
Et estimat for udgangen af 2020, som Seges har udarbejdet, anslår udbredelsen til at være på 3,5 procent svarende til, at 8.825 farestier ud af cirka 250.000 farestier i Danmark er til løse søer.
»Det kommer der pres på«, siger han og henviser til nye tyske regler, hvor farestier efter en overgangsordning på 12 år skal være til løse søer.
Kommentarer