Succes med svinekoncept - DB steget 24 kr. pr. gris

VKST-rådgiver melder om gode resultater for de syv besætninger på de østlige øer, der er en del af Produktionskoncept Slagtesvin. Konceptet vil VKST nu udbrede til smågrisene.

Forbruget af foder er faldende, mens tilvæksten går op.

Det er status for de syv besætninger på de østlige øer, der er med i Produktionskoncept Slagtesvin, som Seges Svineproduktion søsatte for et par år siden.

»Det går fortsat rigtig fornuftigt i de syv besætninger. På tværs af besætningerne har vi haft fokus på at øge aminosyreniveauerne til det økonomisk prisaktuelle niveau«, siger Jakob Nielsen, svinerådgiver hos VKST.

Hæver DB med 24 kr.

»De deltagende besætninger har i gennemsnit øget dækningsbidraget med 24 kr. pr. gris. De ekstra penge er først og fremmest kommet af et faldende foderforbrug, øget tilvækst, færre døde grise og forhøjet kødprocent«, siger han.

Målsætningen ved at anvende Produktionskoncept Slagtesvin er at opnå en høj produktivitet og dermed forbedret rentabilitet i slagtesvineproduktionen. Og det ser ifølge svinerådgiveren ud til at lykkes.

Ifølge svinerådgiveren anvender alle vådfoderbesætninger foderkurven fra konceptet med enkle småafvigelser.

»Vi har siden andet kvartal 2019 løftet slutstyrkerne i takt med den stigende notering fra 2,95 til mellem 3,2 til 3,4 FE pr. dag på so og galte og 3,3 til 3,7 FE på hangrise«, siger Jakob Nielsen.

Han ser også en god effekt ved konceptets tætte opfølgning, som har øget motivationen hos deltagerne.

Klar til smågrisene

Konceptet har fungeret så godt indtil videre, at VKST og Jakob Nielsen nu vil overføre konceptet til smågrise.

»Smågrisestalde får ikke nok fokus, og de kan nogle steder være det glemte barn. Der er et stort økonomisk potentiale gemt i mange smågrisestalde. Og behovet for øget fokus på smågrise stiger kun i takt med, at søerne fravænner flere og flere grise«, siger Jakob Nielsen.

I den kommende tid skal konceptet derfor bredes ud til flere smågrisebesætninger.

Faktaboks

Produktionskoncept

  • Et koncept til slagtesvineproducenter, hvor der arbejdes efter en række fastsatte krav til produktionen, f.eks. en bestemt temperatur ved indsættelse.
  • Et af konceptets vigtige målepunkter er foderoptagelsen på dag 28 efter indsættelse.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle