Tysk svineeksport dykker fem procent - spekulation om prisfald

Tysk eksport af svinekød har ramt muren - første halvdel viser et fald på fem procent. Høje tyske noteringer kan komme under pres som følge af global priskrig.

Det er ikke kun Danmark, der oplever et fald i eksporten til Kina.

Tyskland har på flere eksportmarkeder tilbagegang, og en opgørelse som AHDB Pork har kigget nærmere på, viser, at den samlede eksport i første halvår af 2017 er faldet med fem procent i forhold til samme periode sidste år. Faldet er ovenikøbet accelereret i andet kvartal op til ni procents tilbagegang.

Tilbagegangen for tysk svinekødseksport hænger først og fremmest sammen med flere tyske slagterier, der blev forhindret i at eksportere til Kina mellem februar og juni. Tilbagegangen er opgjort til 59 procent i årets første to kvartaler, og dermed er tyskerne, der tidligere var den største svinekødseksportør til Kina, blevet overhalet af Spanien og Canada.

Den største aftager af tysk svinekød er Italien, som med en import på 163.000 tons har reduceret mængderne med seks procent.

Den tyske eksport stiger dog til andre lande - herunder Sydkorea, Polen og Holland.

Eksporten er opgjort til 863.000 tons svinekød frem til udgangen af juni.

Det er også værd at bemærke, at Tyskland fortsat importerer mest svinekød fra Danmark. Mængden er opgjort til 150.000 tons - et fald på en procent i forhold til samme periode sidste år.

Pres på tyske svinepriser

De tyske svinepriser har ifølge AHDB Pork klaret sig godt i perioden - ikke mindst understøttet af faldende produktion. Nu spekuleres i, om svinenoteringerne med de nuværende prisniveauer kan opretholdes, fordi de ikke er konkurrencedygtige på det globale eksportmarked, og der meldes om stigende produktion og mindre forbrug i Tyskland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle