Høsten går i arv: De yngre generationer er bidt af høsten

Flere steder i landet har de yngre generationer hjulpet til med at få høsten i hus. En af de unge høstmedhjælpere kan slet ikke undvære det, fortæller han, mens at høsten også begejstrer de helt små børn, på en dagpleje der deler matrikel med et hobbylandbrug.

Ved Hovedgård lidt uden for Horsens, hjælper Frederik Erbe Stougaard sine forældre med høsten. Her driver de omkring 60 hektar som fritidslandbrug. Frederik Stougaard er født og opvokset på bedriften, ligesom hans egen far er. Det var Frederik Stougaards farfar, der i sin tid købte stedet, og Frederiks far har siden drevet det som et fritidslandbrug. Frederik Stougaard selv har været glad for at vokse op med et landbrug i baghaven og vil ikke bytte høsten ud med ferie i de varmere himmelstrøg.

Frederik Erbe Stougaard har fået høsten ind med modermælken, og kan ikke undvære at hjælpe til i marken når der skal køres mejetærsker. Foto: Frederik Erbe Stougaard. 

- Jeg synes, at det er hyggeligt. Jeg kan slet ikke undvære det. Jeg har fået det ind med modermælken, siger Frederik Erbe Stougaard.

De mindste nyder høsten

Også de alleryngste bliver smittet af høststemningen. Ved Ølgod ser børnene til i spænding, mens de store høstmaskiner hiver høsten ind, og løfter armene i begejstring mens byggen bliver crimpet. De synes, at det er spændende at følge med i markarbejdet, fortæller Tove Jensen.

- Dagplejebørnene går vældigt meget op i at følge med i, hvad der sker ude på markerne, fortæller Tove Jensen.

Børnene fra dagplejen som Tove Jensen driver på samme matrikel, hvor hendes mand har et hobbylandbrug, er et begejstret publikum til høstarbejdet. Foto: Tove Jensen. 

Tove Jensen har drevet dagpleje siden 1995, mens hendes mand har drevet jorden omkring som fritidslandbrug. De overtog bedriften i 1988, hvor de begyndte med at have malkekvæg. I 2013 stoppede de dog med at have malkekvæg, og begyndte at drive jorden som hobbylandbrug.

Dagplejebørnene så også med, mens vårbyggen blev crimpet. Det var nu ikke helt efter planen, fortæller Emil Jensen, men ikke meget er gået efter planen i år, siger han.

- Græsset var groet helt op i kornet, så vi måtte crimpe det og bruge det til kalvene. Der var nok 24-30 procent vand i og masser af grønskud. Det var meget besværligt, siger Emil Jensen og fortæller, at stykket, som de høstede den dag, ellers ikke var tiltænkt som foder til dyrene.

Ugens vinder

Det bedst høstbillede blev i denne uge taget af Danni Sørensen, som var glad for at få den sidste høst i hus. Det var lige så godt at blive færdig, som det var at begynde, fortæller han. 

- Det er fantastisk. Det er lige så skønt, som når man tager det første skår med mejetærskeren. Det er lige så skønt, som når man starter, hvor det er sjovt og spændende. Men det er også fantastisk, når man tager det sidste skår, og så kan man bare køre mejetærskeren hjem.

Rugen som havde fået lov til at stå, så det kunne blive tørt, var det sidste Danni Sørensen og hans bror manglede at høste på deres 550 hektar. Foto: Danni Sørensen

Og det har da heller ikke været nogen nem høst i år, fortæller Danni Sørensen. Vejrguderne har været svære at danse med og har budt på regn, blæst og dårlig timing.

 

- Det er ikke en høst vi behøver at have en gang til. Men havde vi bare fået 30-40 millimeter vand i juni måned, så havde vi haft rekordhøst, siger Danni Sørensen.

Det skete som bekendt ikke, og i stedet for regn kom der tørke efterfulgt af regn og blæst. Derfor synes Danni Sørensen at det er dejligt at være færdig for i år.

- Høsten i år har bare været noget der skulle overstås, siger han om årets høst. 

Faktaboks

Skyd Høsten 2023 - Sådan gør du 

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst: 

  • Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
  • Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.

Emneord

Skyd Høsten 2023

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle