Gennem flere uger har oprørske landmænd i Europa protesteret højt og synligt. Og politikerne ser ud til at være blevet så bange for landmændene, at der er givet reelle indrømmelser. Det skriver Landbrugsavisens chefredaktør i denne kommentar.
Det er en slags mantra i dansk landbrug, at man ikke skal køre traktorerne til København ved enhver lille uenighed. Faktisk skal man helst holde dem på markerne, for vurderingen er, at man i længden opnår mere ved at være inviteret ind på de bonede gulve i regeringskontorerne, end ved at stå med høtyve og halmballer på Christiansborg Slotsplads.
Men mangen en vred bonde på danske agre må i de forgangne uger være blevet inspireret af at se, hvad kollegerne rundt om i europæiske lande har gjort - og opnået - med traktortrutten og det, der er værre.
Chefredaktørens kommentar
- er et journalistisk produkt, der skrives uafhængigt af ejer- og partiinteresser. Kommentaren er alene et udtryk for skribentens holdning
Ja, faktisk er der blandt visse europæiske partier fortrinsvis på højrefløjen på det nærmeste opstået en konkurrence om, hvem der mest er på landmændenes side, og hvem der mest er imod meget af det, der ’kommer fra Bruxelles’ - også selv om de samme partier i flere tilfælde har stemt for det, de nu siger, at der er imod.
Selveste EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen har nu lovet at se på, hvordan EU kan lette kravene til landmændene og eksempelvis udskyde indfasningen af strengere miljøkrav.
I hendes hjemland Tyskland har protesterne over stigende dieselpriser været massive, og det samme har været tilfældet i Frankrig, der tæller omkring 400.000 landmænd. Her måtte premierminister Attal forleden krybe til korset og love at droppe en ellers planlagt sænkning af en rabat på diesel, som landmændene hidtil har fået. Frygten for uro og gule veste i Frankrig er betydelig.
Men det er nok heller ikke et dårligt gæt, at man rundt om i Europa i det hele taget er godt og grundigt bange for, at landmændene og de meget, meget brede dele af befolkningerne, der ifølge et utal af undersøgelser bakker det fødevareproducerende erhverv op, kommer til at snuppe dagsordenen i det kommende valg til Europaparlamentet til juni.
Heller ikke i det øvrige Europa har de mest klima- og miljø-ambitiøse gjort sig den umage at igangsætte diskussionen om, hvad klimakampen vil betyde i faldende velstand og begrænsede forbrugsmuligheder - særligt for middelklassen og de lavest lønnede. Dem, der i alle samfund er flest af i vælgerkorpset. Selv om der procentuelt er få landmænd i alle europæiske lande, virker udsigten til en slags alliance med middelklassen tilsyneladende skræmmende.
Midt i alt dette venter de danske landmænd så på udspillet til en kommende CO2-afgift. Lige præcis dette problem har midterregeringen for længst forstået - også uden halmballer og høtyve foran Christiansborg - hvorfor det også er beskrevet i opdraget til professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet og hans folk, der skal komme med et bud på en CO2-afgift, at den kommende afgift ikke må koste arbejdspladser eller eksportkraft.
Og som Mette Frederiksen (S) sagde i valgkampen, regner hun ikke med, at helt almindelige fødevarer bliver dyrere af, at der bliver lagt en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer.
