Hemmeligt våben i kampen mod stære

Hvert år lander millioner af stære i Sønderjylland, og mange af dem mæsker sig med det foder, som køerne skulle have ædt.

Der er levende på fodergangen hos mælkeproducent Henrik Petersen lige øst for Tønder.

Det myldrer med liv i det foder, som fuldfoderblanderen lagde til rette for køerne for et par timer siden.

Men det er ikke den slags liv, som Henrik Petersen synes om.

»De æder foderet, og selvom jeg aldrig har gjort tabet op, er jeg sikker på, at de æder for mange tusinde kroner hvert år. De æder jo den mest værdifulde del af foderet - majskernerne for eksempel,« siger Henrik Petersen, der har 200 køer og opdræt i stalde bygget omkring år 2000.

»Vi har forsøgt at lukke stærene ude med net alle de steder, hvor det kunne sættes op. Men der er intet, der kan holde en flok stære ude af en kostald,« er det Henrik Petersens erfaring.

Smittefare

Det er ikke alene det foder, som stærene æder, der er et problem.

Smittefaren er faktisk værre.

»De skider i foderet. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad de kan bringe med af smitte, men det er oplagt at tænke på salmonella. Endnu ligger vi i salmonella status 1, men der er en overvægt af salmonella-ramte besætninger i Sønderjylland. Det kunne meget vel skyldes stærene,« fortsætter han.

»Stærene skaber også uro blandt køerne. Også det er et tab,« konstaterer Henrik Petersen. Men stadig et af de tab, det er svært at sætte tal på.

Det hemmelige våben

Men nu har Henrik Petersen taget et nyt våben i brug i kampen mod fuglene. Våbnet ligger på en CD, der kan afspilles fra en computer, og hvis lyd sendes ud over højttalere i stalden.

LandbrugsAvisen er med, da systemet bliver afprøvet for første gang. Resultatet er mildt sagt imponerende.

Det er hverken dansktoppen eller opera, man kan høre, men derimod den lyd som en stær skriger, når den er dødstruet.

I samme øjeblik, lyden bliver afspillet, begynder stærene at lette. Og når man fortsætter, bliver stalden tømt på ganske få minutter.

Stærene samles et øjeblik på taget af stalden. Men da lyden fortsætter, letter de også derfra og forsvinder helt fra området.

»Hvis det bliver ved at virke på den måde, er det afgjort noget, vi vil blive ved med!« understreger Henrik Petersen.

Første gang blev lyden afspillet fra en bilradio, men fremover skal den afspilles fra højttalere i stalden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle