Herregårds store kraftcenter strander: Projektleder afskediges

Ausumgaard må droppe at skabe et kraftcenter for fødevarer, eftersom det ikke har været muligt at skaffe investering til byggeriet, hverken hos privat investor eller offentlige puljer.

Ausumgaards storstilede planer om at skabe et vestjysk 'kraftcenter' for fødevarevirksomheder ved herregården nord for Holstebro er indtil videre droppet, melder Ausumgaard i en pressemeddelelse.

Som konsekvens nedlægges stillingen som projektleder, hvorfor Jes Damgaard Lund fratræder med udgangen af juni måned.

Ausumgaard, som ejes af ægteparret Maria og Kristian Lundgaard-Karlshøj, var sammen med en lang række partnere gået i gang med at udvikle projektet, hvor fødevarevirksomheder skulle samle deres produktion på herregården. En række virksomheder havde allerede bidraget økonomisk til at lave en konkret plan.

Det er den forholdsvis store anlægsinvestering i fødevaregodkendte maskiner og lokaler i et nytænkt setup, der udfordrer projektet. Projektet havde allerede fået støtte fra flere fonde til udviklingsfasen - men det store beløb til etableringen mangler.

Det har vist sig umuligt at skaffe en stor, privat investor. Forretningscasen kan ikke love afkast på otte til 10 procent, som mange efterspørger.

"Nu er vi jo i Vestjylland. Vi er et i yderområde, hvor hvide klinker typisk er mere værd, så længe de ligger på pallen, end når de er sat op," siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Han henviser til, at der er mange nedlagte slagterier, mejerier og andre ledige lokaler rundt omkring, hvor fødevarevirksomheder kan etablere sig. Et nybyggeri ville altså skulle konkurrere med de billige, ledige lokaler. Det river økonomien væk under nybygsprojektet.

"Forretningscasen i det er ikke til at tiltrække almindelige, private investorer – så er de fordi deres hjerte ligger i at gøre noget godt for et område," siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Samtidig har det heller ikke været muligt at skaffe en offentlig investering, melder Ausumgaard. Det ville ellers være oplagt, mener han.

Han ser Kraftcenter Ausumgaard som infrastruktur, som skaber ekstra kompetencer, kreativitet, synergier og tiltrækker dygtig arbejdskraft.

"Hvis dette skal kunne skabe værdi, så er det netop fordi det samler bagere, slagtere, emballering, uddannelser og mange andre for at skabe synergier. Det opnår man ikke, når de ligger spredt rundt om," siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

De offentlige puljer - både EU-fonde og statslige midler - må dog ikke være konkurrenceforvridende. Derfor må de ikke støtte byggeriet af en privat virksomhed. Det ærgrer Kristian Lundgaard-Karlshøj.

"Den bedste egnsudvikling, du kan lave, er at lave gode veje, gode logistikløsninger og god infrastruktur, og det ville det være at skabe en kompetent legeplads for fødevarer, emballation og uddannelser," siger han.

Han uddyber, at mange private, velgørende fonde har lignende principper om ikke at støtte "mursten" på privat grund til privat virksomhedsdrift.

Kristian Lundgaard-Karlshøj takker alle de parter, der allerede har støttet projektet, både med penge og arbejdskraft.

Han afviser ikke, at projektet kan komme op at flyve alligevel.

"Vi tror så meget på den grundlæggende ide, at vi synes det vil være positivt, hvis nogen ser en mulighed i at tage udfordringen op. Måske er løsningen på puslespillet en anden placering og et alternativt kraftcenter. Vi har i løbet af projektet opbygget et helt exceptionelt netværk og en stor viden inden for området, som vi gerne vil give videre i det omfang, det kunne være relevant og muligt. Så hvis nogen er dygtige og kommer før os med en løsning på hårknuden, håber vi, at det bliver tæt på Ausumgaard, så vi også kan få glæde af det - men vi mener nu stadig, at det er i et kraftcenter på Ausumgaard, at de store potentialer ligger," siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle