Heste på auktion: Gennemsnitspris sidste år var 175.000 kr.

Messecenter Herning er i disse dage centrum for hingstekåring og internationale stævneklasser. I alt kommer der 700 heste til Herning og der forventes 60.000 besøgende.

Onsdag lød startskuddet til fem dage med heste-fest i Messecenter Herning og Jyske Bankboxen. Det er avlsforbundet Dansk Varmblod, der afholder deres årlige hingstekåring, hvor 92 unge hingste stilles til kåring.

Hingstekåringen afholdes for 38. gang og er det næststørste arrangement, der afholdes i messehallerne.

Under navnet Herning Horse Show er der hingstekåring, internationale stævneklasser unghestechampionater, messe, auktion, samt flere faglige arrangementer. I løbet af de fem dage forventes i alt 700 heste og, i lighed med sidste år, 60.000 besøgende -  avlere, ryttere og andre hesteinteresserede.

Kåring er penge værd

At producere en hest og føre den frem til hingstekåring, når den er to et halvt år gammel, koster rundt regnet 100.000 kr. Hertil kommer der ofte professionel træning oveni, da det kræver meget for de unge hingste at kunne præsentere sig optimalt i de store haller.

Pengene kan dog ofte tjenes ind igen, hvis hingsten opnår kåring. Hvis de deltager i auktionen er startprisen ofte 100.000 kr. og hvis en præmiehingste er under hammeren kan prisen ende på den gode side af en mio. kr.

Rekordprisen på forårsauktionen for en kåret hingst er på 1,2 mio. kr. Det var hingsten Skovens Rafael, der blev solgt i 2007. Sidste år blev en hingst budt op i 1,5 mio. kroner men blev hjemkøbt af ejeren. Højeste pris blev i stedet givet for en 7-årig hoppe, der fik hammerslag på 850.000 kr.

Fra udenlandske avsforbund er der eksempler på hammerslag på over en mio. euro. På de bedste hingste.

På auktionen lørdag eftermiddag er der både nogle kårede hingste, ikke-kårede hingste, samt konkurrenceheste på programmet. Gennemsnitsprisen lå sidste år på 175.000 kr.

Kræver god plads

Med til at afvikle arrangementet, der foregår på tre opvisningsbaner med tilhørende opvarmningsbaner – 1350 m2 ridebane med sand og måtter, inklusiv Jyske Bankboxen, er der 260 frivillige og 100 officials.

Udstillingsmessen optager seks haller med 272 stande med alt inden for rideustyr, foder, staldinventar, biler, hestetransportere mm..

Hestene opstaldes i 1,5 hektar stald, der svarer til 2,5 km bokse, hvis de blev opstillet på én række. I de tre opvisningshaller er der samlet set over 14.000 siddepladser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle