For år tilbage var skilsmisser et næsten ukendt begreb i landmandsfamilier. Sådan er det ikke mere, og man krymper sig lidt, hver gang man hører om endnu et revnet forhold og om børn, der får deres verden revet i stykker. I dag deler vi vist vilkår med mange andre selvstændige, som også må satse meget på bedriften uden at skele til klokken.
Unge vordende landmænd bedyrer, at de vil prioritere familielivet højt, og det lyder lovende. Men man lader jo ikke mejetærskeren stå og kører til stranden, fordi det er weekend, og konen har fri. En ældre kone har fortalt mig, at bryllupsgavepengene gik til såsæd det første år. Hun havde ellers drømt om Mågestellet, »men det kom så siden,« sagde hun. Min generation af piger lærte at indordne sig, måske for grundigt, i skiftende pladser i årevis, det faldt naturligt at gå ind i rollen som husmor. Det føltes ikke ydmygende at sætte maden på bordet, der var glæde og stolthed i sindet, når fadene tømtes med tilfredse miner. Vi fik også udejob, måske mere af nødvendighed end af lyst, men stadig stod bedriften og hjemmet i centrum af tilværelsen. Der har været modgang og kriser i mit eget og i ægteskaber omkring os, men det gik stille af, man lempede sig igennem, og for mit eget vedkommende var der stjernestunder, hvor jeg tænkte »Det var godt, jeg tog det sure med det søde.«
Der er nok en fare ved at blive for faglig på sit felt både for mand og kone. En vis åbenhed og vilje til at deltage i samfundet omkring os gennem foreninger, klubber, erfagrupper o.lign. giver stof til samtalen derhjemme. Mange sociale cirkler som kaffegilder herude er brudt i stykker nu, og de havde bestemt deres berettigelse. Men så opstår der andre grupper omkring et slag kort eller flæsk og persillesauce på en kro en gang om måneden, hvis konen ikke lige har den opskrift i kogebogen. Husholdningsforeningerne kæmper en kamp, men nye mødregrupper skaber fællesskab omkring et ganske vist snævert og kortvarigt emne, de små bliver jo hurtigt store.
Som noget af det sidste er der oprettet erfagrupper for unge landbokvinder med »skrækkelige svigermødre«. De kan da nok have brug for at støtte hinanden og få luft for frustationerne. Og holder de sammen en snes år, kan de nå selv at blive svigermødre, og det er jo altid sundt at se situationen fra to sider. Det er en lykke, når generationerne kan hjælpe hinanden uden kritik og utidig indblanding. En svigermor fortalte: »Jeg kan godt gå ned og pudse Lises vinduer, hvis de trænger, hun bliver bare så glad.« Unge familier lever et hårdt liv, de har brug for hjælp til børnepasning og andre ting, »men det er MÅDEN, altså, som man hjælper på«, som Clare Østø sang så fint i en revyvise, og man behøver ikke at være i familie for at kunne yde og nyde. Det skal være på de unges betingelser, så kan samarbejdet blive til glæde for begge parter.
