Hvedeprisen ventes at falde to pct.

Verden vil opleve markante fald i priserne på korn og proteinafgrøder, forudser det australske landbrugsministerium (ABARES). Det vil betyde lavere foderomkostninger og dermed gavne danske landmænd, noterer L&F.

Efter en tørke i Midtvesten i USA i 2012 steg hvedeprisen på verdensmarkedet med 16 pct. Nu er lagrene igen blev opbygget.

Det skaber en forventning om fald i verdensmarkedsprisen på hvede i 2015/16 på 2 pct. Det fremgår af en analyse fra Landbrug & Fødevarer på baggrund af en prognose fra det australske landbrugsministerium.

"Det stigende forhold mellem lagre og forbrug kan henføres til større lagerbeholdninger, men også et forventet fald i det globale forbrug af hvede. Det ventes at falde med 1 pct., hvilket dækker over et fald i forbruget af foder til husdyr på 5 pct.," skriver L&F i analysen.

Prisen på sojabønner ventes at falde 8 pct.

Den globale produktion af sojabønner har, ligesom i tilfældet med hvede, de seneste år oplevet rekordstor høst. Det har betydet større forventninger til de globale lagerbeholdninger og et stigende forhold mellem lagre og forbrug.

Priserne ventes således at falde, selv om det globale forbrug af oliefrø ventes at stige med 2 pct., hvilket ellers normalt skulle påvirke priserne opad.

gavner danske landmænd

Prisen på foderhvede og sojabønner udgør en stor del af foderregnskabet hos de animalske producenter herhjemme. Enten direkte gennem prisen eller indirekte, fordi prisen på de to afgrøder påvirker mange andre afgrøder, som landmanden bruger som foder til sine husdyr.

"Hvis prognosen fra det australske landbrugsministerium, bliver en realitet, vil det gavne danske landmænd med husdyrproduktion, idet de får lavere foderomkostninger," skriver L&F.

Man skal dog huske, at prisprognoser på landbrugsafgrøder altid er præget af stor usikkerhed. Produktionen er påvirket af mange biologiske og meteorologiske forhold, som kan få konsekvenser for både kvalitet og kvantitet af høsten, understreger L&F.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle