Coop-chef: Kampagner har ikke bidt på danskerne - bælgfrugter hitter ikke

Kostråd og kampagner har ikke bidt på danskerne - Coops salg af bælgfrugter salget har udviklet sig minimalt de sidste tre år. Markedet er ikke modent. Det fortalte Thomas Roland, Coop, under en paneldebat ved Økologikongres 2023.

Danskerne skal spise flere bælgfrugter, lyder ét af de centrale kostråd fra Fødevarestyrelsen, som vil være de fleste bekendt efter kampagner som ’Hvad fuck er en bælgfrugt? – og den almindelige debat om plantebaserede fødevarer.

Men hvordan har markedet – og forbruget – for bælgfrugter så udviklet sig i de seneste år?

Svaret er ifølge Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop, temmelig skuffende:

Han har før økologikongres 2023 undersøgt Coops salg af bælgfrugter de sidste tre år  - et varieret produktsortiment, som omfatter alt fra edamame bønner, tofu og peanuts med meget mere.

- Jeg lavede en manuel søgning og nåede frem til, at i den relevante produktgruppe udgjorde bælgfrugter for tre år siden én procent. I dag, tre år senere, udgør salget af bælgfrugter 1,02 procent. Salget er med andre ord steget 1,2 promille på tre år! Fjerner man peanuts fra regnestykket, står salget helt stille. Det siger noget om markedets modenhed, sagde Thomas Roland.

- Vi har virkelig brug for hjælp og inspiration til at at finde ud af, hvad vi skal gøre, for at øge salget.

- Men det kan selvfølgelig være, det slet ikke er supermarkedskunderne, der køber bælgfrugter, tilføjede han.

Vaner svære at ændre

Randi Wahlsten, CEO i startup virksomheden Matr Foods Aps., som fremstiller plantebaserede fødevarer, gav Thomas Roland ret i, at madvaner er utroligt tunge at ændre - men slaget er langt fra tabt.

- Vi har hele tiden vidst, at når man beder folk om at lære at lave mad med de nøgne, ukendte bælgfrugter - så sker det ikke. Der skal være nogen, der hjælper  folk i gang, sagde hun og henviste til, at Matr selv er det bedste bevis på, at det kan lykkes af producere og afsætte plantebaserede fødevarer med en høj andel af bælgfrugter.

- Vi har selv i Matr Foods en kæmpe udvikling i gang med fødevarer, der indeholder mange spændende danske bælgfrugter - de udgør 40 procent af ingredienserne i vores produkter.

Arla-opskrifter

Ann-Camilla Kjæmpe, vicepræsident med ansvar for marketing i Arla Danmark, understregede, at også Arla gør en stor indsats for at få danskerne til at gå om bord i bælgfrugterne.

- Arla har Danmarks største opskriftsunivers og vi har meget fokus på at hjælpe danskerne med at spise bedre og tilberede velsmagende mad med blandt andet bælgfrugter. På den måde hjælper vi den grønne omstilling. Når vi samarbejder, kan vi flytte forbrugerne, sagde hun.
 

Emneord

Økologikongres 2023

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle