By indsætter hønsemøg i kampen mod corona

Et ton stinkende hønsemøg skal skræmme unge fra at holde bålfest i byparken i Lund.

Den sydsvenske by Lund har forberedt en meget speciel velkomst til byens unge, hvis de torsdag aften skulle følge traditionen og strømme til Lund store bypark i ti-tusindtal for at fejre Valborgs aften - en bålfest, som er den svenske pendant til Skt. Hans aften.

I følge Sydsvenske Dagbladet skal et ton ildelugtende hønsemøg spredt ud på parkens græsarealer fratage de festglade unge svenskere lysten til at samles og slå sig løs i parken.

Godt for græsset

I følge kommunens talsmand bliver det ingen behagelig oplevelse at sidde i den stinkende park, mens det er rigtig godt for græsplænerne med den kraftfulde hønsegødning.

"Vi får en rigtig fin bypark til sommersæsonen", siger talsmanden, Philip Sandberg, i følge Sydsvenskan på Facebook.

Frygter coronasmitte

Det er Lund Kommunes miljøudvalg, der har truffet beslutningen tidligere på ugen.

Her er frygten, at Lund uden aktiv handling kan blive et nyt epicentrum for spredning af smitte med coronavirus.

Også her fra fremhæves den dobbelte effekt af gødnings-initiativet.

"Vi får gødsket græsset og samtidig kommer det til at lugte så meget, at det måske ikke er så rart at sidde og drikke øl i parken", siger talsmand for miljøudvalget, Gustav Lundblad.

Fra de studerendes foreninger forlyder det i følge dagbladet nu, at man satser på mindre og decentrale fester Valborgs Aften - og ikke i byparken. Valborgs aften er i aften, torsdag, d. 30. april.

Emneord

coronavirus

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle