Ingen uro over svensk mælkeundersøgelse

En ny svensk undersøgelse viser en sammenhæng mellem øget dødelighed og et højt indtag af mælk. En interessant undersøgelse, men der er ingen grund til panik, mener ernæringschef i Landbrug & Fødevarer.

En ny svensk undersøgelse drager en sammenhæng mellem indtag af mælk og øget dødelighed, og det har skabt lidt debat i danske medier. Hos Landbrug & Fødevarer finder man undersøgelsen interessant, men mener ikke, at der på den baggrund er grund til bekymring, når man drikker mælk.

»Den svenske undersøgelse er interessant, fordi den jo har fundet resultater, der er helt modsat af, hvad de fleste andre tilsvarende undersøgelser har vist. Undersøgelsen peger på, at kvinder, der drikker mindst 3 glas mælk om dagen, har en højere dødelighed end dem der kun drikker ét glas mælk om dagen. Til det kan man først og fremmest sige, at en varieret kost er det vigtigste, så hverken for meget eller for lidt af gode fødevarer kan anbefales,! siger Merete Myrup Christensen, der er ernæringschef i Landbrug & Fødevarer.

Hun peger på, at en række andre undersøgelser fra Holland og England viser det modsatte - en meget tydelig sammenhæng mellem mælkeindtag og reduceret dødelighed. Derudover findes der en række mere specialiserede undersøgelser, hvor man har undersøgt mejeriprodukters effekt i forhold til de store livsstilssygdomme. Her viser resultaterne, at indtag af mælk medfører en reduceret risiko for blandt andet type 2 diabetes, forhøjet blodtryk og hjerneblødning.

»Naturligvis er den svenske undersøgelse interessant, men når vi kigger på hele den videnskabelige litteratur om mælk/mejeri og sundhed, er de svenske resultater i modstrid med de fleste andre resultater på området. Så en enkelt undersøgelse ændrer altså ikke den grundlæggende holdning,« siger Merete Myrup Christensen.

Til dem der går rundt og bekymre sig om, hvorvidt de stadig kan drikke mælk, siger Merete Myrup Christensen:

»Som jeg ser det, kan man roligt fortsat drikke mælk. De danske kostråd, der er lavet på baggrund af mange og gode videnskabelige resultater, peger på vigtigheden af magre mejeriprodukter i vores kost, idet mejeriprodukterne bidrager med mange vigtige næringsstoffer, som det kan være svært at få nok af fra andre fødevarer. Og så skal man huske at den europæiske fødevaremyndighed EFSA, har godkendt en sundhedsanprisning om indtag af calcium og knoglesundhed, og det gør de altså ikke, hvis der ikke er mange og gode videnskabelige resultater der peger på at der findes en sammenhæng.«

Emneord

mælk , forskning

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle