Irer og spanier i spil som næste landbrugskommissær

Irske Phil Hogan og spanieren Miguel Aria Canete nævnes begge som mulig afløser for Dacian Ciolos på posten som landbrugskommissær.

En tidligere irsk miljøminister og en tidligere spansk landbrugsminister er blandt de mest oplagte kandidater til at afløse rumænske Dacian Ciolos på posten som EU-Kommisisonens næste landbrugskommissær.

Det vurderer bl.a. Jens Rohde, medlem af Europa-Parlamentets landbrugsudvalg.

»Jeg tror mest på Miguel Canete, mens andre af mine kolleger hernede tror på irske Hogan,« siger Jens Rohde.

Irer undsiges

Den ene, den irske konservative politiker Phil Hogan (54), er dog ifølge Altinget kommet i modvind for at have ageret tenderende til racistisk, da han sidste år blev fanget i at love borgere i sin valgkreds, at han ville gribe ind i en lokal sag om husning af en familie af irske travellers, en minoritet, der traditionelt har levet et nomadeliv.

Dermed har han handlet på en måde, der er uforeneligt med hvervet som EU-Kommissær, mener hans kritikere.

Spanier kritiseres også

Spanske Miguel Aria Canete (64), der var landbrugsminister indtil i sommer og nu er nyvalgt til Europa-Parlamentet, er heller ikke sluppet for kritik.

Han skal, efter en politisk debat med en kvinde, som han klarede sig dårligt i, bagefter forsvaret sig med at: »en debat mellem en mand og en kvinde er meget kompliceret, for hvis man gør brug af sin intellektuelle overlegenhed, fremtår man som en mandschauvinist, som trænger en forsvarsløs kvinde op i et hjørne.«

Han har efterfølgende undskyldt sine udtalelser.

Slut for Ciolos

Om det bliver den ene eller den anden - eller en hel tredje, der indtager posten som landbrugskommissær vil snart vise sig.

Det synes dog sikkert, at Rumænien har trukket den nuværende landbrugskommissær, Dacian Ciolos’, kandidatur til fordel for Corina Cretu, der er tidligere talskvinde for præsident Iliescu.

Vil ikke have Ciolos

Rumænerne havde på forhånd meddelt, at Ciolos kun var kandidat, hvis han kunne beholde landbrugsområdet.

Dét ville han under alle omstændigheder have fået svært ved, eftersom parlamentets landbrugsudvalg vender tomlen nedad til hans fortsætten.

»Vi giver i dag Juncker et brev, som uden at sige det direkte klart tilkendegiver, at han ikke kommer igennem landbrugsudvalget,« fortæller Jens Rohde.

»Vi er fem koordinatorer, som har underskrevet brevet,« tilføjer han.

Kommissærliste på vej

EU-Kommissionens nye formand, luxembourgeren Jean Claude Juncker, har de seneste dage været travlt beskæftiget med at interviewe de 28 medlemslandes kommissær-kandidater.

Hans endelige liste ventes offentliggjort en af de nærmeste dage.

Porteføljerne, altså hvilke kommissær-poster, kandidaterne indstilles til, ventes at følge hurtigt derefter.

Næte bump er, om parlamentet siger ja til de foreslåede kandidater, som alle skal igennem, timelange kommissær-høringer/krydsforhør i parlamentet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle