It-problem forsinker offentliggørelse af nye værdier af betalingsrettigheder

Netværksnedbrud hos Statens It betyder, at landmændene endnu ikke kan få overblik over konsekvensen af de fejlberegnede værdier af betalingsrettigheder.

Et netværksnedbrud hos Statens It betyder, at det endnu ikke har været muligt for landmænd og konsulenter at se, hvad værdien af deres genberegnede betalingsrettigheder er.

Landbrugsstyrelsen meldte i sidste uge ud, at man fra 21. oktober kunne se de nye værdier i tast-selv service.

Den melding er efterfølgende ændret til tidligst i løbet af i dag, 23. oktober.

Beklager udskydelse

»Statens It, der er ansvarlig for driften af nogle af Landbrugsstyrelsens it-systemer, har desværre haft et netværksnedbrud i flere timer i dag. Det har betydet, at arbejdet er blevet forsinket. Vi er derfor desværre nødt til at udskyde offentliggørelsen af de genberegnede betalingsrettighedsværdier for 2019 i Tast selv-service,« skrev Landbrugsstyrelsen i går eftermiddag.

 

Hver 5. mister støtte

Årsagen til, at Landbrugsstyrelsen genberegner værdien af betalingsrettigheder er, at EU-kommissionen har påpeget, at betalingsrettighedernes værdi er blevet beregnet forkert siden 2015.

I følge Landbrugsstyrelsen betyder fejlen, at nogle landmænd har fået for meget udbetalt i årene 2015-2018, mens andre har fået for lidt.

De fleste, ca. 80 pct. har fået for lidt og kan nu glæde sig til en efterbetaling.

En ud af fem må derimod forvente en lavere udbetaling end budgetteret.

I sidste uge oplyste Landbrugsstyrelsen, at de bedrifter, som får nedskrevet værdien af deres betalingsrettigheder, i gennemsnit vil miste 18.600 i grundbetaling og grøn støtte.

De bedrifter, som får en stigning i værdien af deres betalingsrettigheder, vil i gennemnsit få en stigning på ca. 4.800 kr. i grundbetaling og grøn støtte.

De landmænd, som har udsigt til at miste penge, er landmænd med forhøjede rettigheder, det vil sige kvægtillæg, stivelses- eller sukkertillæg.

Nogle få landmænd har formentlig udsigt til en reduktion på et sekscifret beløb i den støtte, der udbetales i december - og fremover.

Baggrunden

Baggrunden for regnefejlen er, at Danmark over årene har nedskrevet værdien på betalingsrettigheder i takt med det faldende EU-støttebudget.

Det er sket ved at nedsætte værdien af samtlige betalingsrettigheder.

Ifølge EU-Kommissionen skulle det udelukkende have været betalingsrettigheder med værdi over gennemsnittet, som skulle have båret faldet i støtte.

Derfor skulle betalingsrettigheder med værdi over gennemsnittet i perioden have været reduceret mere, mens betalingsrettigheder med værdi under gennemsnittet skulle friholdes fra budgetreduktionen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle