Af Henrik Bertelsen, næstformand, i Familielandbruget
Jeg elsker blomsterstriber, faunastriber, eller hvad man nu kalder dem. De er en fryd for øjet, og der er både sommerfugle, bier og massevis af andre insekter. Selv elsker jeg at gå ture langs mine egne og mine kollegers blomsterstriber og se på alle farverne og livet. Om efteråret oplever jeg masser af småfugle, der finder føde i faunastriber. Blomsterstriberne hjælper tydeligvis på det nære miljø for både natur, dyr og mennesker, men eksperterne har jo ret, når de siger, at det ikke er blomsterstriberne, der skal redde biodiversiteten. Det er ganske enkelt ikke et særligt effektivt eller gavnligt til- tag.
Blomsterstriberne er virkelig en god historie. De viser med al tydelighed, at landmændene aktivt gør noget for naturen. De bygger bro mellem land og by, fordi byfolk får syn får sagen – og en blomsterbuket med hjem fra turen på landet. Måske er blomsterstriberne dog for overeksponerede både i medierne og internt i landbrugserhvervet. Man skulle næste tro, at vi ikke gør andet end at så blomster, når vi skal gøre noget for naturen. Men det gør vi. Landmænd laver mange fine tiltag, men initiativer som afgræsning, udtag af arealer, ukrudt eller rod ikke har samme letfordøjelige medieappel.
Faktisk er det langt nemmere, billigere og mere gavnligt med en permanent udtaget ukrudtsstribe end en blomsterstribe. Vi skal hellere fokusere skulderklappene på de tiltag, der skaber permanent natur, frem for øjebliksbilleder. For blomsterstriberne bliver jo pløjet op til næste forår – og så er der ikke mange dyr, der kan leve der gennem flere sæsoner.
Det er vigtigt at sprede viden og information om, hvad der virkelig gavner. Blomsterstriber eller fauna- striber kan fungere som en kickstarter, der vækker interessen for at gøre mere og gøre bedre både hos landmændene selv og i dialogen mellem land og by. Og så langt fungerer de jo vældig godt.
Der ER samtidig en masse regler på landbrugsstøtteområdet, der bremser for den slags tiltag, der virkelig gavner naturen.
I 2010 underskrev 193 lande (herunder de europæiske lande) en aftale om at stoppe tilbagegangen af biodiversitet inden 2020 i de såkaldte Aichi-biodiversitetsmål. Her siger ét af de 20 delmål, at: »Senest i 2020 er incitamenter, herunder støtteordninger, som er skadelige for biodiversiteten, elimineret, udfaset eller omdannet med henblik på at minimere negative effektiver. Positive incitamenter for beskyttelse og bæredygtig brug af biodiversitet er udviklet og anvendt«.
Det skriger til himlen, at mange af de regler, der bliver lavet på landbrugsområdet i EU, er i direkte modstrid med dette mål om biodiversitet. Som det ser ud lige nu, kommer den nye CAP-reform for 2020 ikke til at ændre på det faktum. Politikerne har alle muligheder for at lave regler, der lever op til biodiversitetskravene, men de gør det tilsyneladende ikke.
Et sted at starte kunne være bruttoarealmodellen. Så kan man beholde sin EU-støtte selv til de jorder, man tager ud af drift og lader fuglene synge over. Landmændene vil nemlig gerne gøre indsatser, og landbruget skal nok levere. Det skal bare være muligt og rentabelt at gøre inden for de rammer, der er. Og så skal vi have gang i nogle meget mere effektive tiltag end et par forskønnende blomsterstriber, selv om de trods alt er et skub i den rigtige retning.
