Af Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter
Der må være andre gasser end klimagasser på spil, når journalister begrænser sig selv til at forsimple landbrugets klimatilpasning til et spørgsmål om, hvorvidt den ene og den anden partileder er tilhænger af en CO2-afgift eller ej. Spørgsmålet bliver tit fulgt op af procentangivelser af, hvor stor en del der stammer fra landbrug.
Sagen er meget mere kompliceret end det
Når først valgkampens tømmermænd har lagt sig, vil de ædruelige partier finde ud af, at jo større andel af klimagasser, der stammer fra naturlige processer, jo bedre. Når 100 procent af klimabelastningen kommer fra landbrugets naturlige processer, er vi i mål, så er brugen af fossil energi ophørt. Metan og CO2 fra naturlige processer recirkuleres hele tiden. De naturlige processer og herunder landbrugets planteavl og husdyrhold har kloden håndteret i årtusinder. Men det enorme tilskud af både CO2 og metan fra kul, olie og naturgas skaber forstyrrelser og klimaforandringer.
Hvor er logikken i at afgiftsbelægge naturlige processer? Nej, der er ingen logik.
Pressens spørgsmål om CO2-afgift eller ej, er i virkeligheden heller ikke et spørgsmål om penge og afgift. Det er et spørgsmål om, hvorvidt dansk fødevareproduktion skal fortsætte eller kvæles. Jo højere afgift der måtte komme på danske køer, jo flere af dem bliver kvalt i afgift, og jo mere tysk mælk og kød vil der komme på hylderne.
Logikken er at afgiftsbelægge fossile brændsler. Og træ med måske halv afgift for ikke at skalpere kloden for skov.
Landbruget bliver i høj grad ramt via sit indkøb af energikrævende råvarer, og derudover er landbruget en betydelig aftager af fossilt brændstof, som naturligvis må afgiftsbelægges.
Derudover er der allerede fastsat reduktioner på 55-65 procent for landbrugets udledning af CO2 i Landbrugsaftalen, og det finder landbruget veje til at overholde inden 2030.
Heldigvis har politikerne foreløbig undladt at forlange en ensartet CO2-afgift på landbrug, ligesom de fleste klogeligt afventer den nedsatte ekspertgruppes undersøgelse af realistiske muligheder for at afgiftsbelægge landbruget.
En afgift på 750 kroner per ton CO2 svarer til 3.000 kroner pr ko per år eller 25 øre per kilo mælk eller 750.000 kroner per gennemsnitsbedrift. Den gennemsnitlige indtjening, altså ejerens løn, lå i 2016-2020 på 768.000 kroner per år.
25 øre per kilo mælk lyder måske ikke af meget, men det betyder rigtig meget for producenten, og stigningen vil påvirke butiksprisen med op imod en krone.
