Kandidat nr. 1: Hamlet Protein

Hamlet Protein er nomineret for andet år i træk. Virksomheden i Horsens har fortsat væksten på mellem 10 og 20 procent på tværs af markeder årligt og udvider primo 2016 faciliteterne i USA for anden gang på to år. Og efterspørgslen på kvalitetsproteinet stiger stadig.

Det er ikke kun landmænd på jagt efter højere effektivitet, der har fået øjnene op for kvaliteten af Hamlet Proteins højt specialiserede sojaprotein. Det har også de to kendte kapitalfonde, Goldman Sachs og Altor, der tidligere i år købte sig ind som del-ejere i den østjyske virksomhed. De nye investorer kommer med afgørende kapital, der skal sikre, at Hamlet Protein også i fremtiden kan fortsætte væksten.

»Vores vækst er skabt af vores evne til at differentiere os i markedet, og vi er stolte af det, vi har opnået. I vores branche er der behov for at investere først og hente pengene senere. Det forstår vores nye investorer og støtter op om vores linje og fortsatte vækststrategi,« siger Søren Munch, CEO, Hamlet Protein.

Hovedingrediensen i Hamlet Proteins succes er det højt specialiserede sojaprotein til smågrise, kalve og kyllinger. Et produkt der værnes så meget om, at selvom vi går forbi produktionen på vejen til det næsten klinisk rene lager, er der ingen adgang for andre end personalet.

»Vi mener, at vi har knækket koden, og derfor fokuserer vi på det, vi gør bedst. Det, der gør det svært, er de forskellige holdninger og traditioner i forhold til fodring i forskellige dele af verden, og vores produkt er jo kun én ingrediens i dyrenes foder, og derfor er viden om, hvordan det fungerer i samspil med foderets øvrige ingredienser, meget vigtig,« fortæller Søren Munch.

Netop derfor investerer Hamlet Protein fortsat massivt i forskning, der kan dokumentere proteinets effekt, samt i højtuddannet og højtspecialiseret personale der kan rådgive kunderne. De seneste år har man øget antallet af medarbejdere med fem-ti mand om året og det forventer man fortsat at gøre.

»Hamlet Proteins produkter erstatter jo ofte et billigere alternativ. Det er derfor nødvendigt for os at kunne dokumentere effekten over for landmanden, og vores sælgere skal kunne formidle budskabet,« forklarer Søren Munch.

På trods af det høje investeringsniveau har virksomheden fastholdt en markant vækst i både omsætning og resultat. Omsætningen steg med 70 mio. kr. svarende til 13 procent, og resultatet voksede med ti mio. kr. til 34 mio. kr.

Væksten sker ikke mindst på fabrikken i Findlay, Ohio, der blev åbnet i 2012. I 2014 blev kapaciteten fordoblet, og endnu en udvidelse er planlagt til 2016.

»Udvidelsen sker for at kunne servicere vores kunder i Asien og USA bedre. Disse markeder har stadigt stigende efterspørgsel, og jo tættere produktet er på kunden, jo bedre er det. Desuden er råvaren billigere at flytte end de færdige produkter, så etableringen i USA er med til at holde omkostningerne nede,« fortæller Søren Munch.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle