Kandidat nr. 3: Aco Funki

I 2009 år gennemførte Aco Funki en turnaround, der medførte afskedigelse af 60 procent af medarbejderne. Med mod og stædighed overlevede virksomheden og kunne i 2014 mønstre en nettoomsætning, der var 14 procent bedre end i 2013

På trods af tab på over 100 mio. kroner i årene fra 2004 til 2009 var Aco Funkis tyske ejere, ACO, ikke indstillet på at stoppe aktiviteterne i Danmark. I stedet iværksatte de, i samarbejde med den lokale ledelse, en omfattende omstrukturering der betød, at al produktion blev outsourcet til underleverandører, antallet af varenumre blev skåret ned fra 25000 til 9000, antallet af medarbejdere blev reduceret fra 60 til 25, og et nyt mere salgsorienteret styresystem blev introduceret. På den måde reducerede virksomheden sine faste omkostninger med to tredjedele, og ejerne indskød ny kapital i virksomheden.

»Efter sådan en øvelse er der en stor opgave i at motivere de tilbageblevne medarbejdere og vise dem, at der er lys forude,« fortæller Lene Bryde, der i effektivitetens navn varetager rollen som både økonomidirektør og administrerende direktør, godt flankeret af Torben T. Olesen, der er salgs- og marketingdirektør.

I dag er Aco Funkis omsætning tredoblet - til 176 mio. kr. i 2014, hvilket er en stigning på 14 procent i forhold til 2013. Stigningen tilskrives primært eksport. Virksomheden sælger sine varer i 52 lande og har en eksportandel på 80 procent. Især Kina er et satsningsområde i fremtiden.

Da en stor konkurrent, Egebjerg International, gik konkurs i oktober 2014, gik Aco Funki ind og opkøbte konkursboet.

»Det betyder i praksis, at vi netop har været igennem endnu en stor omstillingsproces med mange af de samme ledelsesopgaver som i 2009. Vi overtog det hele, oplærte nye medarbejdere, kørte produktionen videre og fik flyttet alt til Herning på to en halv måned. Det kunne kun lykkes, fordi vi er så sammentømret et team,« fortæller Lene Bryde og fortsætter:

»Over for vores kunder betyder det, at vi nu kan tilbyde to komplette produktprogrammer, Egebjerg og Funki.«

Opkøbet er dermed med til at sikre Aco Funki en stærkere position på et meget konkurrencebetonet marked. Og netop konkurrencen er også Aco Funkis største udfordring fremadrettet.

Det tyske ejerskab er med tyskernes internationale kontorer også en stor styrke i Aco Funkis eksport, hvor andelen er vokset med 20 procent siden 2009.

»Vores salg på det danske marked har i de senere år været i tråd med udviklingen i resten af landbruget. Og vi er selvfølgelig nervøse for, hvad der sker. For os betyder udviklingen med færre, større landmænd samhandel med færre kunder. Samtidig er vi meget bevidste om, at de danske landmænd er med til at give vores produkter et godt navn i udlandet,« siger Lene Bryde.

Som noget helt nyt satser Aco Funki igen på service og montage til kunderne, og virksomheden har netop indkøbt seks nye servicebiler til formålet. Det skal sammen med produktudvikling sikre vækst i fremtiden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle