Kartoffelmelsfabrik overtager råvaregigants andel af stivelsesforretning efter langvarig strid

AKV Langholt overtager Cargills andel af stivelsesfabrik efter langvarig strid.

Kartoffelmelfabrikken AKV Langholt har købt den amerikanske råvaregigant Cargills del af deres fælles stivelsesforretning Cargill-AKV I/S.

Det meddeler AKV Langholt i en pressemeddelelse.

Overtagelsen af Cargills 50 procent af deres fælles joint venture har effekt pr. 7. oktober. 

Med opkøbet omfatter AKV Langholts produktudbud samlet 90.000 tons oprindelige og modificerede kartoffelstivelser til den globale fødevare- og papirindustri samt kartoffelstivelse og -proteiner til det globale foder- og dyrefodersegment.

- Med opkøbet er vi i stand til yderligere at styrke vores andel i den globale kartoffelstivelsesindustri. Vi ser frem til at tage kontrol over vores egen fremtid til gavn for AKV’s kunder, medarbejdere og landmænd. Et langsigtet joint venture med Cargill slutter, og vi vil gerne takke Cargill for deres bidrag og samarbejde gennem årene, siger Bestyrelsesformand i AKV Langholt AmbA Jørgen Christian Skeel. 

Samarbejdet blev oprettet i 1987 med fokus på at producere og sælge kationisk kartoffelstivelse til den globale papirindustri. I 2018 blev der tilføjet en funktionel clean label-stivelsesfabrik til virksomhedens aktiviteter.

Opkøbet kommer efter en langvarig strid mellem Cargill og AKV Langholt, der startede i 2019, fordi salget af stivelserne til fødevareindustrien ikke gik efter planerne.

Så sent som i august 2022 meddelelte AKV Langholt, at der fortsat ikke var fundet en løsning på uenighederne.

- Den manglende afsætning af de nye fysisk modificerede stivelser til fødevarer har gjort, at der imellem partnerne (Cargill og AKV) er stor uenighed om potentialet for produkterne, skriver AKV Langholt i sin netop offentliggjorte årsrapport tilbage i august.

Det fælles selskab offentliggjorde ikke regnskabstal, men AKV Langholt skrev i det seneste regnskab at driftsresultatet i det nye selskab anses for ”dybt utilfredsstillende grundet den utilstrækkelige værdiskabelse i selskabet”.

AKV Langholt og Cargill har siden 2020 arbejdet på at finde en løsning på uenighederne om værdien af selskabet. 

Med opkøbet overtager AKV Langholt også den direkte kontaktflade med kunderne fra Cargill. AKV vil i løbet af de næste par uger tage kontakt til de relaterede kunder med henblik på at planlægge og koordinere overgangen, lyder det i meddelelsen. 

 

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle