Klagesager om afslag på aktindsigt i minksagen behandles af ombudsmanden

Ombudsmanden kigger på lovligheden af et afslag om aktindsigt vedrørende tilbagekaldelser af embedsmænds advarsler.

Folketingets Ombudsmand behandler i øjeblikket flere klagesager om lovligheden af myndigheders afslag på aktindsigt angående tilbagekaldelser af advarsler til embedsmænd i Minksagen.

Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse fredag.

- Resultatet af ombudsmandens undersøgelser vil blive offentliggjort, når det foreligger, står der i meddelelsen.

Ombudsmanden oplyser til Ritzau, at der ikke er nogen tidshorisont for, hvornår resultaterne kommer.

En advarsel er den mildeste form for disciplinære straf, og flere embedsmænd fik en advarsel i forlængelse af Minkkommissionens arbejde. Herunder departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Deres advarsler blev siden trukket tilbage.

Ti embedsmænd fik i forlængelse af Minkkommissionens arbejde forskellige disciplinære straffe, otte er nu droppet.

Senest var det advarslerne til politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch, som blev tilbagekaldt.

Tilbage står en advarsel til afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Tejs Binderup og en disciplinær advarsel til daværende veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen.

/ritzau/

Emneord

minkkommissionen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle