For klima og grisetrivsel: Øko-par vil plante pil og æbletræer på markerne

Kirsten Rasmussen og Hans Erik Jørgensen indfører skovlandbrug på Risbjerg Landbrug. I efteråret planter parret de første 10 hektar med træer ud på faremark og dyrkede marker.

Kirsten Rasmussen ser allerede for sig, hvordan søer og smågrise på varme sommerdage om få år vil dase ved sølehullerne i skyggen af piletræernes kroner.

Indtil videre må bedriftens 300 økologiske søer og deres afkom nøjes med skyggen fra halmballer og hytter, men til efteråret går Kirsten og ægtefællen Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion, i gang med at plante piletræer på små fem hektar faremark. 100 træer pr. hektar.

Andre fem hektar dyrket agerjord vil blive plantet til med rækker af æbletræer.

De to fynske økologer har besluttet, at skovlandbrug skal være en del af fremtiden på deres bedrift. De tror på, at træer er et columbus-æg, som har nøglen til en hel palet af gode effekter i landbruget:

De kan fiksere CO2, give læ og opbygge kulstof i jorden, gavne klima, miljø, biodiversitet, dyrevelfærd m.m.

"Det, der slog hovedet på sømmet for mig, var, da vi fik lavet en RISE-rapport (bæredygtighedsanalyse, red.), som afslørede, hvor meget CO2 vi udleder fra vores bondegård. Det er meget", siger Kirsten Rasmussen.

"En dag kommer vi til at skulle deklarere vores klimabelastning på de dyr, vi producerer. Da vil det være megagodt at være i gang med noget skovlandbrug", vurderer Hans Erik Jørgensen.

Har droppet meget soja

RISE-analysen, som ægteparret fik lavet, viste, at en meget stor del af bedriftens CO2-udledninger kommer fra indkøbt soja. Derfor har Risbjerg Landbrug allerede udfaset ca. halvdelen af sojaen og erstattet den med danskproduceret protein, herunder afskallet havre.

"Men den sidste del af CO2-udledningerne vil vi nu begynde at fange op med træer", siger Kirsten Rasmussen.

"Vi begynder med små skridt, for når træerne står der, laver man det ikke så nemt om", siger Hans Erik Jørgensen. Begge fremhæver også træernes velfærds-effekt.

"Vi skaber en ny, køligere form for skygge til grisene i faremarken, og grisene vil kunne spise kviste og blade, der falder ned".

Britisk inspiration

Tankerne om at gå i retning af skovlandbrug er ikke nye for Kirsten Rasmussen og Hans Erik Jørgensen, som begge blev stærkt inspireret ved et besøg hos en britisk landmand for to-tre år siden.

Han havde plantet en stor del af de dyrkede marker på sin bedrift til med æbletræer i rækker med 26 meters afstand, som mejetærskeren kunne passere igennem. Fordelene stod i kø:

"Han havde samme udbytte pr. hektar som før pga. af træernes nytteeffekter: Læeffekt, nyttedyr som løbebiller og rovmider, den jordforbedrende effekt - plus at han havde æbler, som han kunne give til landsbyen", fortæller Kirsten og Hans Erik, som nu selv vil afprøve konceptet med æbletræer i kombination med markdriften.

Kurerer hovedpine

Kirsten Rasmussen og Hans Erik Jørgensen har været gennem mange overvejelser om valg af træer.

At det er endt med piletræer til træ-projektet på faremarken, skyldes, at de gerne vil se resultatet i deres egen tid.

"Vi har også overvejet valnødder, men der går 20 år, før de bærer", siger Kirsten.

Derfor blev det pil, der findes i mange hurtigtvoksende sorter og afskygninger, og som i øvrigt har en interessant historie som naturmedicin:

Barken kan bruges som kur mod hovedpine, forkølelse og influenza pga. af indholdet af stoffet salicin, der kan omdannes til salicylsyre.

Derfor, fortæller Hans Erik og Kirsten, siges det f.eks., at pelsjægere i Nordamerika, som vidste, at bævere spiste meget pilebark, brugte bæverlort som hovedpinepiller.

"Helårsgræssende køer ved det også: Hvis de har spist lyng, som ikke er godt for deres maver, går de hen og spiser pil bagefter", siger Kirsten.

Cikorie-nørderi

Det nye træ-plantningsprojekt er langtfra det første forsøg, Kirsten og Hans Erik kaster sig ud i på deres økologiske bedrift.

Senest har de dyrket tre hektar med blad-cikorie, som de satte en flok polte ud på.

Det bliver ikke sidste gang: den to meter høje, blåblomstrende plante med kløver i bunden skabte god skygge, beskæftigelse, foder og biodiversitet til grisene og optog både kvælstof og CO2.

"Det vil vi gøre igen".

Faktaboks

Nye foldkoncepter

  • Risbjerg Landbrug deltager i et forskningsprojekt, der afprøver koncepter for indretning af farefolde med træer.
  • Projekt »Outfit« har fokus på, hvad træer kan bruges til i forhold til klima og CO2, miljø, dyrevelfærd, kvælstoftab mv.

Læs mere på icrofs.dk

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle