Klog arealanvendelse kan ikke planlægges i København

Søren Søndergaard formand, Landbrug & Fødevarer

Vi står lige nu midt i en stor diskussion om, hvordan vi skal bruge arealerne i det åbne land. Der går knap en dag, uden at der stilles nye politiske krav til, hvad vi som samfund skal prioritere. Tirsdag kom Klimarådets rapport om arealanvendelse, og vi kan kun være enig med rådet i, at det i høj grad handler om at skabe synergier. Vi skal bruge arealerne til flere formål på én gang. For eksempel ved at placere de nye skove der, hvor det gavner klima, natur og vandmiljø mest, så vi samtidig kan bevare vores landbrugsproduktion. Vi kan dog kun tage afstand fra tankerne om at udtage en tredjedel af landbrugsarealet – vi skal fortsat være en grøn fødevarenation. En meget dårlig idé er også, at udpegning af arealer til forskellige formål skal ske centralt i København. Al erfaring viser, at det kommer der ikke gode resultater ud af. I stedet bør staten afsætte midler med prioriteringskriterier og så lade kommunerne drive de lokale processer. Det er her, man kender betingelserne og ved, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. Og så skal vejen ellers beredes for arbejdet, så bureaukrati ikke stopper eller bremser det.

Og så er det jo tankevækkende, at Klimarådet tager udgangspunkt i en snæver dansk betragtning om drivhusgasudledningen, i stedet for at se på det globale perspektiv. Klimarådet mener således, at lækage ikke er et problem, med henvisning til, at andre lande også har skrevet under på Paris-aftalen og derfor har målsætninger om reduktion af drivhusgasudledning.

Vi må bare konstatere, at EU og særligt Danmark har meget høje klimaambitioner, og at Danmark er det eneste land, der har planer om at lægge afgift på landbrugets biologiske processer – Paris-aftale eller ej.

Det er fint at se på intentioner og ambitioner, men det kan aldrig være det, man styrer efter. Det må altid være de faktiske forhold.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle