KMC gennemfører generationsskifte - får ny formand

Den andelsejede kartoffelmelsfabrik i Brande har gennemført et generationsskifte

KMC Kartoffelmelcentralens mangeårige bestyrelsesformand Peter Christian Petersen er fortid som formand for den andelsejede kartoffelmelsfabrik i Brande.

Efter 10 år på posten har han valgt at træde tilbage og er blevet afløst af Kristian Møller Sørensen. Han er også formand for Karup Kartoffelmelsfabrik, som sammen med Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark ejer KMC.

Det bekræfter Kristian Møller Sørensen over for Landbrugsavisen.dk, ligesom det fremgår af cvr-registret.

- Peter Christian Petersen genopstillede ikke til bestyrelsen. Så der er ikke den store dramatik i det, siger en fåmælt Kristian Møller Sørensen, der betegner rokeringerne som et generationsskifte.

Samtidig med formandsskiftet er Viggo Nissen Conradsen fra Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark (AKD) indtrådt som næstformand for KMC. 

Han har også afløst Peter Christian Petersen som formand i AKD, der er resultatet af en nylig fusion mellem Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland (AKM) i Brande og i Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland (AKS) i foråret.

Peter Christian Petersen er i gang med et generationsskifte på hans bedrifter, hvor en af hans medarbejdere skal overtage. Samtidig har han været med i bestyrelsesarbejde siden 1990. Derfor gjorde han det allerede for to år siden klart, at han ville trække sig.

- Det er min fødselsattest, der gør at jeg trækker mig. Jeg bliver 66 år om halvanden måned og har siddet i bestyrelser i 32 år. Jeg føler mig ikke udbrændt, men jeg har gjort nok nu til at det er på tide at lade andre tage over, siger Peter Christian Petersen til LandbrugsAvisen.

Ny strategiperiode

KMC’s nye formand skal nu sætte sig i spidsen for en ny femårig strategiperiode, der er begyndt med en ny strategiplan.

- Vi arbejder videre med forædling af vores produkter, hvor halvdelen af vores salg er til mel og resten til forædlede produkter. Samtidig skal vi vokse med nogle få procent om året på omsætningen i takt med at markedet udvikler sig, siger Kristian Møller Sørensen. 

KMC omsatte i seneste regnskabsår 2020/2021 for over 2 milliarder kroner og landede et resultat før skat på 161 millioner kroner.

OBS. Artiklen er opdateret med citat af Peter Petersen 26. August kl. 13.59

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle