Kommuner og landmænd skal i arbejdstøjet: Brug for 8.000 minivådområder

4.000-8.000 minivådområder og mange hundrede vådområder skal der til for at nå mål om 4.500 ton reduceret kvælstof.

Der skal ske noget både fra landbrugets og fra kommunernes side, hvis man skal i mål med den kollektive indsats over for kvælstofudledning. Det slog Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, planteproduktion fast med syvtommersøm på årsmødet onsdag formiddag. 

Torben Hansen foretrækker en kollektiv indsats frem for en indsats i den enkelte mark, som kan begrænse muligheder, produktion og økonomi. Kollektive virkemidler kommer dog ikke af sig selv, men kræver også en indsats fra landmændene. Et scenario er, at der skal 8.000 minivådområder à en halv hektar plus 500 vådområder á 50 hektar til for at nå målene. Det er virkelig mange minivådområder også i lyset af, at der pt. er søgt om tilladelse til 600.

Et andet scenario er, at man nøjes med 4.000 nye minivådområder og dertil lægger 300 store vådområder.

Ifølge Torben Hansen kræver det ikke kun noget af landmændene, men også af myndighederne. Landmænd bliver nemlig mødt med en lang række detaljerede og komplicerede krav plus en række afslag på placeringer for eksempel i forhold til å-beskyttelseslinjen og strandbeskyttelseslinjen samt § 3-arealer.
Torben Hansen efterlyste langt mere simple regler og en gentænkning af den måde minivådområder laves. 

”Det er ikke afgørende for miljøeffekten om området er bredere eller dybere. Vi skal have skabt fleksible løsninger for at tingene kan udføres i praksis”, siger han.

Oplevelsen er, at der er entreprenører, der ikke længere vil lave minivådområder, fordi det er blevet så kompliceret, at det ikke kan laves til en fornuftig pris.

Ikke desto mindre foretrækker Torben Hansen de kollektive virkemidler og kom derfor med en markant opfordring – også til egne rækker.

”Det er både os og kommunerne, der skal i arbejdstøjet, så vi kan nå målene. Vi skal levere på det”, sagde han.

Årsmøde og plantekongres foregår virtuelt for andet år i træk. Foto John Christensen.

Emneord

plantekongres 2022 , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle