Kraftige fald for tyske smågrise

Nedturen fortsætter for de tyske smågrise, der igen oplever faldende noteringer.

Prispresset ser ud til at fortsætte for smågrise på det tyske marked.

Siden pristoppen på 83 euro i uge 10 og 11 har VEZG-smågrisenoteringen kun kendt en retning, og det er ned med hastig fart.

Noteringen falder i denne omgang 5 euro til 62 euro svarende til 499 kr., når vægtreguleringen fra 25 til 30 kg medregnes.

»Prisnedturen på det europæiske smågrisemarked fortsætter. Udbuddet er ikke særlig stort, men prisfaldet på slagtesvinemarkedet resulterer i et enormt prispres på smågrisemarkedet. Alle europæiske markedsnoteringer falder mellem 30 og 60 kr. Porc-Ex’s eksportnotering PRRS positiv blev endda nedjusteret med 75 kr. Markedsnoteringerne ligger således cirka på samme prisniveau som den beregnede notering«, beretter Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Han oplyser, at tyske markedsinteressenter peger på det polske smågrisemarked, der giver udfodringer, fordi der er opstået alvorlige afsætningsproblemer.

»Polske slagtesvineproducenter aftager smågrisene, som de er forpligtet til, på grund af eksisterende kontrakter, men man siger, at det er næsten umuligt at afsætte yderligere smågrise i Polen for tiden. Polen har en selvforsyningsgrad på cirka 90 procent, dvs., at man først og fremmest producerer for det polske hjemmemarked. Nogle delstykker eksporteres, hvor USA er det vigtigste eksportmarked for Polen. Det betyder, at Polen næppe kan profitere direkte af de forholdsvis høje priser i Asien, men alligevel er ramt af det nuværende lavprisniveau i USA. Det er derfor ikke meget overraskende, at den polske svinebranche p.t. ikke er særlig optimistisk«, siger han.

I den tyske grisebranche er der håb om, at markedssituationen snart vil normalisere sig, selv om der for tiden er meget stor usikkerhed.

»Statistisk set er det fuldstændigt usædvanligt, at grisepriserne falder i løbet af foråret, hvor de ellers plejer at stige. Usikkerheden på grund af coronavirussen er simpelthen den altdominerende faktor på grisemarkedet for tiden. For eksempel blev corona konstateret hos nogle udenlandske kolonnearbejder hos forskellige tyske slagterier og forarbejdningsvirksomheder. Selvom man p.t. er langt fra, at produktionen i disse virksomheder skal stoppes, er der ingen, der kan udelukke dette med sikkerhed i fremtiden«, påpeger han.

Markus Fiebelkorn oplyser, at et grundliggende problem er manglende afsætning til restauranter, kantiner og cafeer.

»For tiden tyder meget imidlertid på, at restauranterne under visse betingelser må åbne igen i Tyskland i løbet af de kommende uger. Desuden kan der komme nye prispositive impulser mht. grillartikler i de kommende uger. Derfor er det ikke usandsynligt, at det tyske marked snart vil stabilisere sig. Vi vil dog næppe se det sæsontypiske opsving i år. Efterspørgsel efter svinekød på det europæiske hjemmemarked i år vil sandsynligvis ligge tydeligt under slagteriernes forventninger før coronakrisen«, anslår han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle