Krisen koster medlemmer hos L&F

Krisen kradser: 1.215 aktive medlemmer af Landbrug & Fødevarers lokalforeninger har droppet medlemskortet til L&F siden sidste år.

Krisen får stadig flere landmænd til at opgive deres politiske medlemskab af Landbrug & Fødevarers lokale foreninger. Landbrug & Fødevarers nye medlemsopgørelse viser, at antallet af aktive medlemmer det seneste år er faldet med 4,7 pct. til i alt 24.418 aktive medlemmer.

Det er en tilbagegang, der overstiger den anslåede strukturudvikling mod færre og større landbrug på omkring 3 pct. om året. Faldet er også større end året før, hvor medlemstallet faldt med 3,9 pct.

Tilbagegangen betyder, at de 42 lokale medlemsforeninger af Landbrug & Fødevarer til sammen har mistet 1.215 kontingentbetalende, aktive medlemmer på et år.

I alt 34.189 medlemmer

Medlemsopgørelsen viser også et større fald end sædvanligt i antallet af interessemedlemmer.

Ifølge den nye medlemsopgørelse var der 20. august 2014 9.771 interessemedlemmer af Landbrug & Fødevarer - et fald på fem pct. siden sidste år.

Landbrug & Fødevarers samlede medlemstal på primærsiden er dermed på 34.189 medlemmer, aktive og passive.

Krisen kradser

Landbrug & Fødevarer vurderer, at det er de store, og mange steder uoverskuelige økonomiske problemer, som mange landmænd står i netop nu, der har fået flere landmænd til at spare medlemskabet væk.

Derfor sætter L&F inden længe gang i et projekt med fokus på fastholdelse af eksisterende medlemmer og rekruttering af nye.

Årlig opgørelse

Landbrug & Fødevarer opgør medlemstallene for primærsiden hvert år pr. 20. august.

Opgørelsen sker på baggrund af foreningernes indberetninger.

Medlemsopgørelsen er grundlag for opkrævning af kontingent til primærsiden i Landbrug & Fødevarer og for tildeling af delegerede ved delegeretmødet i november.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle