Kvotens bortfald ikke skyld i lav mælkepris

Det er bortfaldet af mælkekvoten, der er skyld i, at mælkeprisen er faldet, mener nogle landmænd. I virkeligheden har kvoten i mange år kostet danske mælkeproducenter enorme beløb, siger formand for Landbrug & Fødevarer, sektor Kvæg, Peder Philipp

Det er fordi vi ikke længere har nogen mælkekvote, at mælkeprisen har været så lav!«

Sådan siger en hel del mælkeproducenter, og fra Landsforeningen Danske Mælkeproducenter har der flere gange lydt krav om en eller anden form for regulering af produktionen.

Men synspunktet er forkert, konstaterer Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg.

»Både før og efter at kvoterne kunne omsættes, har de kostet danske mælkeproducenter enorme beløb - blandt andet til rammer, der ikke kunne udnyttes godt nok og senere til investering i mælkekvote,« siger han.

Peder Philipp afviser ikke, at bortfaldet af mælkekvoterne i EU har påvirket mælkeprisen.

»Men man skal huske, at efterspørgslen på mælk fra Kina faldt og at der blev lukket for eksporten til Rusland,« påpeger formanden for L&F, Kvæg.

Der er stadig en interventionspris for mælk, og det har Peder Philipp det godt med.

»Det er trods alt med til at lægge en bund under markedet, at EU kan opkøbe mælk, når mælkeprisen kommer under et bestemt niveau,« siger han.

At han finder interventionsprisen på 1,61 kroner pr liter mælk for lav er så en helt anden sag.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle