'Ordet er Frit' skrives af et udvalgt panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.
Af Niklas Sjøbeck Jørgensen, seniorrådgiver, Fødevarer og Bioressourcer
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at der i år har været det værste iltsvind i 20 år. Forskerne peger på en afgørende faktor: Kvælstofudledning fra landbruget. Siden 90’erne har landbruget halveret udledningen af kvælstof til havet, men udledningerne er stadig alt for høje og er ikke faldet de sidste 10 år. Imens har vi set tiltagende iltsvind i særligt vores fjorde og fiskene er forsvundet.
Videnskaben siger, at vi skal reducere udledningen af kvælstof med mere end en tredjedel inden 2027, som er EUs deadline i Vandrammedirektivet. Samtidig fylder landbruget 60 procent af Danmarks areal – i et land hvor vi aldrig har længere end 50 kvadratmeter til kysten. Det siger sig selv, at det kræver store indsatser fra danske landmænd, der heldigvis er vant til at omstille og udvikle sig.
Havets problemer skyldes ikke kun landbruget, og der skal også gøres noget ved spildevandsoverløb, bundtrawl og Østersø-samarbejdet. Men det er først og fremmest fra dansk landbrug det altoverskyggende problem med kvælstof kommer. Det konkluderede det såkaldte Second Opinion-ekspertpanel. Panelet skulle undersøge, om kravene til at kvælstofudledning kan justeres.
Panelet konkluderer at nuværende krav er retvisende, beregningerne bag eksemplariske og at udenlandsk kvælstof ikke spænder ben for, at vi kan redde havet med en dansk indsats.
Med den konklusion kan det politiske fokus endeligt flyttes til handling. Der er kun fire år til EU’s frist for et godt havmiljø, så det er på tide.
Men hvordan kommer vi i mål på så kort tid? Indtil videre er der satset på frivillige aftaler og kollektive virkemidler. Men det går alt for langsomt. Ordningerne søges ikke nok på grund af usikkerhed om blandt andet skatteforhold og udvikling i jordværdi. Og de projekter der søges, tager for lang tid at realisere på grund af tung administration.
Jeg mener, at vi nu skal gå anderledes frem. Der skal stadig satses på vådområder og udtagning af lavbundsjorde, men de frivillige aftaler skal supplere ny regulering, der sikrer at vi får kvælstofniveauet ned inden 2027.
Vi ved nemlig, hvor meget kvælstof hvert havområde i Danmark maksimalt kan tåle at modtage. Vi kan derfor regne ud, hvor meget der kan udledes fra kvælstofkilderne – herunder fra landbrugsarealet. Det betyder, at hver bedrift kan få et loft for, hvor meget kvælstof de må udlede. De enkelte landmænd kan implementere de virkemidler, der passer bedst til netop deres bedrift og landskabet.
Det kan være udtagning af dyrkningsareal langs søer og vandløb, ændring af sædskifter eller nedsat gødskning. Modellen virker i samspil med kollektive virkemidler: Hver gang et vådområde anlægges eller et lavbundsareal udtages, vil det give mulighed for yderligere kvælstof på andre arealer, fordi der ændres i landskabets evne til at tilbageholde kvælstof før det når fjord og hav.
Det er ikke okay, at politikerne lader landmænd stå hen i uvished om regulering. Jo nærmere vi kommer 2027, desto større og mere forhastet bliver den politiske indgriben. Når vi det ikke i 2027, kan EU komme med sanktions-hammeren – og så ledes tankerne til Holland, hvor EU krævede en hård regulering for at tøjle kvælstoffet.
Derfor skal politikerne hurtigst muligt give landbruget afklaring – det skylder de efter årtiers fodslæberi og manglende mod, der kun har forværret situationen.
