'Ordet er Frit' skrives af et udvalgt panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.
Af Peder Nickelsen, landmand og direktør i Stiesdal SkyClean
Står man og skuer ud over en vinterkold mark i Danmark, kan der forekomme at være meget langt til Dubai og til den ordstrid, der dominerede det netop overståede klimatopmøde COP 28. Ordstriden handlede som bekendt om, hvilket ambitionsniveau for udfasning af fossile brændstoffer, verdens nationer kunne forpligte sig til.
Danmark hørte til blandt de nationer, som var parate til at gå længst, og hvis vi vender blikket tilbage til marken, så er der faktisk en lige linje fra klimatopmødet i ørkenbyen til den danske muld. For det er landbruget i Danmark, der kan levere det grønne kulstof, der skal supplere elektriciteten fra sol og vind, når vi skal udfase det sorte fossile kulstof i vores energiforsyning.
Vi er selvfølgelig for længst i gang. Det er kun 10 år siden, det første biogasanlæg blev koblet på naturgasnettet, og i dag udgør biogas omkring 40 procent af den gas, der flyder i nettet. Det er gået stærkt med at forvandle landbrugets restafgrøder til forsyningskritisk grøn energi. Og det er imponerende så store værdier, der er skabt med udgangspunkt i landbrugets rest-biomasse på 10 år – både for samfundet og for dem der er gået forrest i udviklingen af bioenergi. Der er mange flere biomasse-ressourcer i landbruget, som bæredygtigt kan sættes af til energiforsyning, og klimakrisen tvinger os til at blive ved med at udvikle metoderne. I den næste bølge af energi-initiativer i landbruget kommer vi til at se flere enkelt-bedrifter tage del i ”energieventyret”.
I min egen virksomhed Stiesdal SkyClean, hvor vi udvikler pyrolyse i stor skala, ser vi et meget spændende potentiale i sammenkoblingen af biogas og pyrolyse i anlæg, hvor biogassen produceres på restbiomasse med højt tørstofindhold, for eksempel halm. I sådanne anlæg udnytter pyrolysen biogassens restfibermasse til at introducere to nye værdistrømme til anlæggets samlede energi- og klimabidrag, nemlig biokul til spredning i marken (certificeret langtidslagring af CO2) og højtemperatur-energi, som kan bruges til biogas opgradering.
Med en sådan kombination opnår man en ekstra høj cirkulær udnyttelse af den store mængde grønt kulstof, som plantemassen (der er blevet til overs i fødevareproduktionen) indeholder, og som er central for vores grønne omstilling. Vi ser klare stordriftsfordele for sammenslutninger af landmænd, som i dag har væsentlige tørstofressourcer. De vil med denne type anlæg have mulighed for at bidrage både til landets grønne energiforsyning og til reduktion af klimagasser, og det er nærliggende at bringe andelsbevægelsens principper i spil.
Alt sammen baseret på det grønne kulstof som er indeholdt i den biomasse, landmanden producerer på sine marker, dels til fødevare- og foderproduktion og dels til energiproduktion. Jo højere indhold af tørstof, desto højere latent værdi ligger der i restbiomassen til energiproduktion og lagring af CO2 ved hjælp af biokul fra pyrolyse.
Halm er særligt attraktivt. Ifølge Det Nationale Bio-økonomipanel kan halmressourcen i Danmark øges betragteligt, og panelet anbefaler, at det grønne kulstof i halmen udnyttes som erstatning for råolie til produktion af biokemikalier, til biomaterialer, biogas, biokul og biobrændstoffer. Panelet anslår i øvrigt det nuværende bioressourceudbytte i Danmark til 22 millioner tons tørstof med potentiale for et yderligere bioressourceudbytte på 8-9 millioner tons inden 2030.
Banen er kridtet op til, at vi som landmænd forfølger de nye muligheder i den grønne omstilling til at indfri værdien i vores egen kulstofressource.
