Vil markere sig i national-parken

Stor landbrugsproduktion i Vadehavs-parken har ikke den store repræsentation i bestyrelsen.

Landbruget mobiliserer nu til debat om Nationalpark Vadehavet, som er en af få med en meget stor landbrugsproduktion og dermed mulighed for konflikter.

Målet med to stormøder i næste uge er fælles fodslag, så nationalparkens udvikling kan påvirkes lokalt og optimalt, som det hedder.

Det er Landbrug & Fødevarer, som inviterer til de to stormøder i næste uge på Jysk landbrugsrådgivning i Esbjerg og Skærbæk Fritidscenter. Organisationens repræsentant i bestyrelsen er konsulent Jette Beck, Landbrugsrådgivning Syd:

»Landbruget og beboere i nationalparken har ikke den store repræsentation i bestyrelsen, så hvis vi skal fylde noget, skal vi gøre det i debatten. Vores indstilling er, at nationalparken er en realitet, og så gælder det om at få det bedste ud af det,« siger Jette Beck.

Nej til reservat

På møderne vil formand for Nationalpark Vadehavet Bent Poulsen samt folkevalgte og lokale konsulenter deltage i diskussionen. Desuden vil forslag til projekter i nationalparken blive præsenteret og diskuteret.

»Jeg har lagt mærke til i debatten, at indgangsvinklen ofte er, hvad andre kan bruge nationalparken til, når de kører herud. Men vi er faktisk mange, der bor i nationalparken, og vi vil ikke kigges på, som om vi bor i et reservat. Vi kan have både produktion og natur her i nationalparken, som er dybt afhængig af, at der er landbrug med dyr herude. Naturen har brug for pleje, og det kan landbruget levere,« siger Jette Beck.

khi@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle