Landbrugsinvestor skruer ned for investeringer

Generator Agro fordoblede i seneste regnskabsår antallet af hektar landbrugsjord, men de stigende renter driller.

Den stigende rente, som på under et år er gået fra omkring 1 procent til 6 procent, har gjort det mindre fordelagtigt at investere i landbrugsjord. 

Det får nu Søren Rasmussen, som ud over at have tjent sin formue på planteavl var med til at stifte Generator Agro i 2018, til at skrue ned for investeringerne i landbrugsjord. Generator Agro opkøber og udlejer landbrugsjord.

Det skriver mediet Agriwatch.

- Bytteforholdet mellem indtjening og den lange rente har ændret regnestykket, så vi køber ikke jord ind i samme tempo. Jordprisen skal have relation til den lange rente, og det har den ikke i samme grad i øjeblikket. Vi har dog hævet lejepriserne, og det dækker lidt af rentestigningerne, siger han til Agriwatch.

Generator Agro kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 3,2 millioner kroner og en balance på 357 millioner kroner.

Selskabet har samtidig gæld til realkreditinstitutter på 136 millioner kroner.

I det seneste regnskabsår fordoblede Generator Agro antallet af hektar landbrugsjord, og Søren Rasmussen understreger over for Agriwatch at han stadig vil investere. Men den højere rente betyder, at det bliver på et lavere blus.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle